05/09/2026
TAK, kære SOIF-venner!
For en helt fantastisk SOIF-dag.
I dag var vi det, vi så gerne vil være. En fodboldklub med spillere i alle aldre. Og en fodboldklub, der er mere end en fodboldklub. Et samlingspunkt. Et sted, hvor vi alle sammen kan mødes og have en super hyggelig og sjov dag. Og hvor man også har lyst til at komme og være med, selv om man ikke går til fodbold, men bare gerne vil støtte op og hygge sig.
Der er blevet spillet en masse fodboldkampe hele dagen. Slangerups ungdomsspillere og deres modstandere har kunnet kæmpe mod vores Senior-spillere i crossbar-challenge og street fodbold - og de voksne har kunnet sidde og nyde en grillpølse og en kold øl, se en masse fodbold og bare være med til den gode stemning.
Jeg kunne nævne 100 små skønne glimt af foreningslivet, når det er bedst, som jeg har set i dag.
Jeg vil fremhæve et enkelt. En super idé af en af forældrene i vores klub, der havde skaffet en masse sponsor-præmier. Blandt andet nogle VM-fodbolde. Hvert af de ungdomshold, der spillede, - både hjemme- og udehold - fik en VM-bold udleveret - og sammen skulle holdet så blive enige om hvilken spiller på modstander-holdet, der havde fortjent den efter kampen. Og så blev bolden overrakt til spilleren af modstanderne. Det kunne være den bedste spiller. Det kunne også være den mest fair spiller. En god holdkammerat. Eller noget fjerde, femte eller sjette.
Det gav nogle fantastiske seancer efter slutfløjtene, hvor spillerne på den måde hyldede en af modstanderne. Det var ret smukt!
For os i Bedre Klub-udvalget har det været en stor oplevelse at se vores idé om en SOIF-dag udfolde sig i dag. Og tusind, tusind tak til alle jer, der kom en tur på stadion og var med til at skabe det hele.
Men i dag skal en særlig tak gå til jer frivillige! Jer, der møder op for at stå i røgen fra grillen en hel dag. Jer, der farer frem og tilbage med borde og bænke. Jer, der sætter en street fodbold-bane op til ungerne. Jer, der med trommer, sang og røg skaber stemningen. Jer, der lige fiser afsted for at hente det flag eller de pølsebrød, vi mangler. Jer, der lige får taget nogle billeder. Jer, der hjælper med at rydde op. Og en masse andre ting, der skal gøres på sådan en dag. Uden jer kunne det ikke lade sig gøre.
TAK, TAK, TAK!!
Var alt perfekt i dag? Næh, sikkert ikke. Men det var en super fed dag og langt det meste gik godt. Rigtig mange mennesker på stadion og en kanon stemning hele dagen. Og vi har allerede en masse idéer til næste gang. For der bliver en næste gang. Det har vi allerede besluttet.
For det her, det var en rigtig SOIF-dag. Og dem skal vi have flere af!
Tusind tak, alle sammen. Vi håber, at I har haft en skøn dag på stadion. Det har vi 🙂
Med venlig hilsen
SOIFs Bedre Klub-udvalg.
PS. Hov? Glemte vi at nævne, at Senior 1, efter at have været med til at skabe sjove oplevelser for børnene i løbet af dagen, lige sørgede for det perfekte punktum med en 6-0-sejr, så vi igen ligger nummer 1? Det gjorde vi da vist. Men det gjorde de! Sådan, drenge!