23/10/2026
My beautiful fiery rosey colleague...
Looking forward to show her around Ireland soon!
Det bliver tydeligere og tydeligere for mig, at min facilitering er en direkte spejling af mig selv.
Jeg er tilbage i Sverige, for at Embody og styrke min facilitering.
At jeg ved, og lærer en masse redskaber, er fint og nødvendigt. Men det handler mest om den, jeg er, når jeg træder ind i rummet med andre mennesker.
Min evne til at være nærværende. Til at mærke mig selv og samtidig være åben for det, der opstår mellem os. Til at blive i kontakten, også når noget er uforudsigeligt, sårbart eller udfordrende.
På et tidspunkt krævede min krop en anden måde at leve på. Som en stille og vedvarende insisteren på, at noget måtte forandres.
Jeg kunne ikke længere nøjes med at forstå mig selv intellektuelt. Jeg måtte begynde at lytte dybere. Til kroppen. Til mine reaktioner. Til de mønstre, der tog over, før jeg nåede at vælge. Til de steder, hvor jeg mistede kontakten til mig selv for at passe ind, være god eller tage ansvar for det, der egentlig ikke var mit.
Det blev begyndelsen på en rejse, der stadig udfolder sig. Rejsen handler om Embodiment og Field Facilitering.
Jeg er nysgerrig på det, der ligger under vores ord, strategier og identiteter. På det, vi har lært at gøre for at overleve, høre til eller føle os trygge. Og på forskellen mellem at vide noget med hovedet og faktisk leve det anderledes.
For mig handler det blandt andet om at lære at vælge mig selv uden at lukke mit hjerte for andre. At kunne drage omsorg uden at tage ansvar for alt. At være i kontakt uden at miste mig selv. At turde være hel i stedet for bare at være god.
Det relationelle felt fascinerer mig. Hvordan vi spejler hinanden. Hvordan vores mønstre bliver synlige i mødet med andre. Hvordan vi kan blive berørt, vækket og udfordret på måder, vi sjældent kan skabe alene.
Og hvordan det, der sker mellem os, også kan vise os noget om os selv.
Jeg mærker mere og mere, at min egen udvikling og min facilitering ikke kan skilles ad. De bevæger sig sammen. Det, jeg selv er villig til at undersøge, mærke og tage ansvar for, er også med til at forme den måde, jeg møder andre på.
I Field Facilitering bliver jeg igen og igen mindet om, at jeg ikke står uden for det relationelle felt. Jeg er selv en del af det. Jeg påvirker det, og det påvirker mig.
Det kræver, at jeg bliver ved med at være nysgerrig på mine egne reaktioner, mine blinde vinkler. At lytte dybt uden at tro, at jeg på forhånd ved, hvad noget betyder. At stole på min sensitivitet uden at gøre den ufejlbarlig. At skelne mellem det, jeg mærker, det, jeg ved, og det, jeg forestiller mig.
Jeg er ikke interesseret i at blive en perfekt facilitator, eller menneske. Jeg er interesseret i at blive mere bevidst, mere modent forankret i kroppen og udvikle min evne til at være til stede med det, der opstår mellem mennesker.
Ikke fordi jeg tror, at jeg en dag bliver færdig. Men fordi jeg igen og igen opdager, at der findes lag under lag. Nye nuancer. Nye sammenhænge. Nye steder, hvor jeg kan møde mig selv med mere ærlighed, frihed og kærlighed.
Og måske er det netop det, jeg holder allermest af ved denne vej min sjæl rejser. At jeg aldrig bliver færdig. At jeg hele tiden bliver inviteret til at gå dybere. Ikke for at blive en anden, men for at komme tættere på mig selv.
Det rejser altid nye spørgsmål i mig. Åbner nye lag. Udfordrer det, jeg troede, jeg vidste.
Rejsen ud bringer mig altid på en dybere rejse indad. Og hver gang vender jeg hjem med en lidt større forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, sammen med andre.
Det er den menneskelighed, jeg tager med ind i rummet. Ikke som et færdigt produkt, men som en kvinde, der er nysgerrig, engageret i sit eget arbejde og oprigtigt interesseret i, hvad vi kan opdage sammen.
For mig handler det i sidste ende om kærligheden til det menneskelige. Til kompleksiteten, sårbarheden, styrken og alt det, der ikke kan reduceres til en enkel forklaring.
Og om at blive ved med at møde det hele med mere nærvær, ærlighed, mod og et åbent hjerte. ✨
