05/02/2022
https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=283995580385168&id=100063241839937
Den naturlige død er sjældent smuk…
I øjeblikket er der en del som forsøger at sælge budskabet om, at den såkaldte naturlige død – altså en dødsproces uden menneskelig indblanding – er i de vilde dyrs og biodiversitetens interesse.
Jeg konfronteres ofte med påstande om, at dyret, hvis det fik valget, selv ville vælge den langtrukne naturlige dødsproces fremfor en riffelkugle. Tilfældigvis falder ”kampagnen” for skønheden i den naturlige død reelt sammen med, at man gerne vil have lov til at tilsidesætte dansk dyreværnslovgivning på hegnede naturarealer, så dyrene ”kan få lov til” at dø sultedøden i naturlig harmoni med et nedgræsset landskab.
For nogle år siden var jeg så uheldig at blive indlagt over en nat til observation på intensivafdelingen på Hässleholms sygehus. Jeg lå på en firesengsstue og i sengen ved siden af lå en 92-årig senil kvinde, som var faldet og havde brækket sin hofte.
Hun fik både smertelindrende og beroligende medicin og lå det meste af tiden i en tilstand af stilfærdig bevidstløshed. Men efterhånden som medicinens virkning aftog og hun trængte til en ny dosis, vågnede hun op og jamrede højlydt. Hun var bange, hun var forvirret, hun havde stærke smerter. Når hun grådkvalt råbte på sin mor, var det kun den rustne stemme, som afslørede, at hun ikke længere var det forskræmte lille barn, hun tydeligvis selv troede, at hun var. At ligge i sengen ved siden af, var som at sidde på første parket til en langtrukken torturscene… og der var absolut intet, jeg kunne gøre ved det.
Jeg kom heldigvis hjem den næste dag, så jeg ved ikke, hvor mange dage, der gik, inden den lille pige i den udslidte krop fik fred. Selv med moderne smertestillende lægemidler, angstdæmpende medicin, trøstende stemmer, varme på rummet og mad på sengen er døden sjældent en dans på roser. Eller rettere sagt: Processen, der leder frem til døden, er oftest en smerte- og angstfyldt oplevelse fyldt med desperation og lidelse. Selve døden er jo blot skillepunktet mellem liv og mangel på liv i kroppen.
Som jæger – der jo helt bevidst slår dyr ihjel – har jeg oplevet døden i naturen utallige gange. Det har jeg gjort både gennem sigtekikkerten, når jeg selv er dødens årsag, men også helt uden menneskelig indblanding, når sult, sygdom eller rovdyr afslutter et liv. Slutresultatet er det samme. Man kan ikke gradbøje ordet ”død”. Vejen dertil er dog vidt forskellig. Døden gør ikke i sig selv ondt, ”at dø” er derimod ofte ekstremt lidelsesfuldt. Der er ingen tvivl i mit sind om, at det stort set kun er lyn fra en klar himmel, der indebærer mindre lidelse i dødsprocessen for et stort vildt pattedyr end en velplaceret riffelkugle. At blive dræbt af rovdyr kan tage timer. At dø af sult eller sygdom kan tage måneder. Naturen er ubarmhjertig.
Døden er et grundvilkår for alt levende. Der er intet vi kan gøre ved det faktum, at alt levende dør, men der er ikke desto mindre mange tilfælde, hvor vi som mennesker kan reducere dyrs lidelse – først og fremmest i de tilfælde, hvor vi kontrollerer dyrenes levevilkår - og det gør vi så ud fra en betragtning om, at det er til dyrets bedste.
Men jeg køber ikke argumentet omkring ”hvad dyrene selv ville vælge”. Først og fremmest fordi det er et 100% hypotetisk argument med nogle kunstige præmisser. Hvis et dyr skal kunne træffe et informeret valg omkring sin egen død, skal det være i stand til at tænke som et menneske. Det er der intet, der tyder på, at dyr er. Og hvis de var, vil et sådant valg ikke give mening, hvis ikke dyrene er bevidste om de reelle alternativer og har et klart billede af, præcis hvordan valget vil påvirke deres sidste tid. Såsom at et brækket ben, nedslidte tænder eller total mangel på tilgængelig føde leder til en langsom og smertefuld sultedød. For de vilde dyrs muligheder omfatter ikke det arsenal af formildende tiltag, vi som mennesker har til rådighed og næsten altid benytter os af, når døden står for døren. I naturens virkelighed er der ingen forsøg på helbredelse, ingen symptombehandling, ingen smertelindring, ingen trøst – blot rå lidelse.
Betyder det så, at vi som mennesker skal gå og bekymre os om spækhuggere, der får sælunger i den gale hals eller gnuer, som bliver ædt levende af hyæner? Skal jægere opsøge og afslutte lidelsen i naturen? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det. Vi er ikke naturens hyrder og det har vi aldrig påstået, at vi er.
Men jeg har endnu til gode at høre en rimelig forklaring på, hvorfor jeg som jæger skal undlade at minimere dyrs lidelser, når jeg har reel mulighed for at gøre det. F.eks. når jeg passerer et trafikskadet rådyr eller bliver kaldt ud med min schweisshund for at eftersøge og aflive et anskudt stykke vildt. Eller hvis jeg med et hegn sætter nogle klare fysiske rammer for dyrenes liv og har muligheden for – proaktivt – at holde bestanden lige under områdets bæreevne og dermed undgå at flertallet af dyrene i min varetægt sulter (dyr i mit hegn er dyr i min varetægt).
Jeg kan ikke se, at lidelse gør universet smukkere, eller at mit bidrag til at minimere lidelsen (hvor beskedent mit bidrag end er) på nogen måder er til skade for noget som helst – herunder biodiversiteten. For præcis som naturen overordnet er fuldstændigt ligeglad med lidelse, er den også ligeglad med dødens årsag.
Indtil jeg har fået en sådan forklaring, bliver jeg ved med at aflive den skabsramte ræv jeg møder på jagten eller den overkørte kat, der vrider sig af smerte i vejkanten. Og jeg påtager mig et ansvar for både liv og død for de dyr jeg eventuelt hegner inde. Ligesom vi tilstræber et humant endeligt for dyrene i vore stalde og for hunden, der er blevet for syg til at leve et godt hundeliv.
Jeg gad vide, hvor mange af de mennesker, som lovpriser en naturlig dødsproces for dyrene i naturen, som til syvende og sidst selv vil vælge det smukke naturlige alternativ, den dag manden med leen dukker op i horisonten. Ikke nogen blød seng at ligge i, ingen smertelindring, ingen beroligende medicin, ingen pårørende omkring sig … og hvis de ikke selv vælger den hårde (men åbenbart smukkere) udgang, hvorfor forestiller de sig så, at et dyr ville træffe et andet valg, ”hvis det havde muligheden”?
