04/09/2026
Dansk mester på hjemmebane
Ved weekendens danske mesterskaber på hjemmebanen i Vejle stillede Vejle Cykelklub med fuldt hold og dermed hele 21 ryttere. I U17-klassen sikrede Rasmus Boelskifte sig det danske mesterskab i enkeltstart. Det blev tæt i toppen hvor kun 10 sekunder skilte de tre øverste, men hurtigst af alle var altså Rasmus. Simon fulgte efter og tog for andet år i træk bronzemedaljen. Hos U15-pigerne imponerede Nanna med en andenplads og dermed sølv.
Søndag var der linjeløb på programmet også her blev de blå VCK-trøjer vist flot frem. I U11 kørte Emil super flot og kom ind som #5. I U13 stillede VCK med Victor og Mikkel der begge kæmpede bravt og viste sig godt frem som #16 og #44. Hos U15 pigerne var både Nanna og Charlotte med fremme, men til sidst måtte de slippe og det blev derfor til placeringer lige uden for podiet som nr. 4 og 6. Hele 8 Vejledrenge var til start i U15. Mads kom ind med det forreste felt som nr. 18 og William, Theis, Alexander, Jonas og Valdemar i en større gruppe derefter. Bertram og Kristian var desværre uheldig at styrte på de våde veje, vi håber snart de er klar igen og vi ønsker god bedring til begge drenge. I U17 var Rasmus Boelskifte og Simon nok engang med helt fremme og sad med i finalen. Rasmus var millimeter fra sølvet, men tog i stedet bronzen. Simon blev 6’er. Johannes havde for alvor fundet de gode ben og sluttede i den bedste ¼-del som 24’er. Rasmus Meiner, Storm, Viktor og Gustav viste alle god karakter og gennemførte på en dag hvor rigtig mange udgik. Emil var uheldig at et knækket gearkabel stoppede ham allerede i første sving.
VCK ønsker kæmpe stort tillykke med mesterskabet, medaljerne og de øvrige præstationer.
PS. Hvis nogen har flere billeder, så tilføj dem gerne.