03/06/2026
Løjtnanten erobrer Vejle Ådal
Morgensolen steg over de grønne bakker ved Bindeballe som en fanfare af guld, da rytterne samledes til Grand Prix Vejle Ådal, det eneste løb i Danmark hvor fortidens ånd endnu lever på landevejene.
Næsten tredive mænd stod ved starten. Ikke på moderne maskiner, men på cykler smedet i en anden tid. Stål, krom og historie. Hver ramme bar spor af de store årtier, hvor landevejen endnu tilhørte eventyrerne.
Farverne lyste i landskabet. Moltenis orange glødede i solen. Mapeis mosaikfarver dansede mellem træerne. Saecos røde flammer skar gennem det grønne forårsland. Man kunne næsten tro, at de store mestre fra Europas gyldne cykelår var vendt tilbage.
Dagen begyndte med den frygtede Bindeballe Cronometro Individuale, Europas måske sidste sande vintage enkelstart. Fjorten kilometer alene mod skæbnen. Ingen hjulkammerat at søge ly bag. Ingen hjælpende hånd. Kun rytteren, maskinen og uret.
Da støvet havde lagt sig, stod én mand tilbage som dagens stærkeste. Løjtnanten Flemming Lohman fra Squadra Molteni
Med sikker hånd havde han tæmmet ruten og besejret sine rivaler. Bag ham fulgte den navnkundige Bjørnsteen fra Bemotto, en veteran hvis navn allerede er indskrevet i dette løbs historie.
For Flemming var sejren mere end en triumf. I hans blik kunne man ane billederne fra cykelsportens store saga. Greg LeMonds mirakuløse sejr over Laurent Fignon i Paris. Miguel Indurains majestætiske erobring af tronen fra Pedro Delgado.
Sådanne minder lever i enhver sand cykelmands hjerte, og nu havde han selv skrevet et blad i den store bog.
Efter en kort stunds genopbygning af kræfterne med vand og bananer satte feltet kurs mod dagens anden prøvelse: Den store fælles færd gennem Vejle Ådals bølgende landskab.
Som et farvestrålende tog bevægede rytterne sig ud gennem egnen. De passerede Blue Hors' stolte marker. De gled langs Engelsholm Søs stille vande. De kæmpede sig gennem Ravning, op ad Vork bakke og videre mod Tørskind Grusgrav, hvor vejen rejser sig mod himlen som en udfordring til enhver mand med ambitioner. Solen stod højt. Humøret var højt.
Men landevejen kræver altid sin tribut.
Højholt og hans søn William blev de første ofre for mekanikkens luner. Materiellet svigtede, og de måtte opgive kampen. En hård skæbne, men en skæbne som alle cykelryttere kender.
Ellers forløb dagen uden større ulykker. Servicevognen, denne tavse ledsager af feltets eventyr, kunne for det meste nøjes med at følge rytternes færd på afstand. Men ruten viste ingen nåde.
Kilometer efter kilometer sugede bakkerne styrken ud af benene. Da feltet nåede de sidste stigninger, begyndte sprækkerne at vise sig. Små grupper opstod. Enkelte ryttere kæmpede alene. Ansigter blev alvorlige. Benene tunge. Kun de stærkeste kunne svare igen.
Da dagens strabadser omsider var forbi, ventede belønningen.
Efter behørig soignering samledes rytterne omkring bordene til et festmåltid værdigt for landevejens helte. Håndmadder i lange rækker. Dyrelægens natmad. Æg med rejer. Fiskefilet. Og naturligvis den gyldne øl, som skummer bedst efter mange timers kamp mod bakker og vind.
Der blev fortalt historier. Der blev leet.Der blev genoplevet angreb og heroiske øjeblikke.
Ved præmieuddelingen rettede løbsledelsen en varm tak til alle deltagere. Ikke mindst de nye ryttere, som havde fundet vej til Bindeballe og dermed sikret, at traditionen fortsat lever.
For Grand Prix Vejle Ådal er mere end et cykelløb.
Det er en hyldest til cykelsportens sjæl.
Og Bindeballe Cronometro Individuale står som et monument over en tid, hvor rytteren alene måtte måle sin styrke mod vejen, vinden og sig selv.
Da aftensolen sank bag bakkerne, rullede de gamle stålmaskiner hjemad.
Men i Vejle Ådal blev ekkoet af deres kamp hængende længe mellem bakkerne.
Som en sang fra cykelsportens store og uforgængelige fortid.
