25/06/2026
Dette er et billede fra sæsonens sidste yogaopredning.
Måske synes du, at det ser anderledes ud, end det plejer. At det da ikke ligner yogaloftet.
Du har fuldstændig ret 🙃
Det var virkelig varmt på loftet i dag. Min mand og jeg talte om at flytte yogasessionen ud i haven, men når vi nu er på en aktiv bondegård, er der en vis risiko for fluer, og der er en evig summen fra ventilationen.
Min vakse mand foreslog vores maskinhus. Vi har lige holdt Skt. Hans aften og i går havde vi inviteret til tapas og kammermusik, så der var jo flot ryddet op.
Den idé gik jeg med på, selvfølgelig lige på den dag jeg havde planlagt restorativ yoga, som kræver rigtig meget udstyr, men pyt.
Nogen siger, at motion er sundt 😆
Min skønne elever tog flytningen pænt, jeg håber, at de havde en god oplevelse ❤️
Jeg vil sige tak til alle jer som har været forbi i det første halvår af 2026 ❤️🙏
Det har været en fornøjelse at undervise, jeg har de bedste, tålmodige og hjertelige yogaelever.
Tak til jer ❤️
Jeg går nu lidt i sommerferie-humør. Ingen yogaundervisning, men jeg tager stadig imod klienter i samtaleterapi.
Min sommerferie bliver afholdt ved Gjerrild Nordstrand, derefter skal vi høste.
Jeg plejer altid at være forsigtig med at sige, hvornår jeg begynder at undervise igen. Det kommer an på høsten. Hvis ikke vi er færdige, har jeg ikke ro til at undervise.
Når jeg ser på de foregående år, så har jeg kunnet starte undervisningen først i september.
I år skal jeg på yogaretreat med Ina Hass den første forlængede weekend i september.
Derfor er mit forsigtige bud, at yogaundervisningen starter igen torsdag d 10. september kl. 17.
Jeg laver Facebook-opslag og sender nyhedsbrev ud, når jeg er sikker på opstartsdato 🤗
Hav en rigtig dejlig sommer. Giv dig selv tid og ro til at komme ned i tempo. Det har du brug for ❤️
Kærlig hilsen Ane