01/11/2026
⚫️🔴 Kampreferat Sjællandsserien ⚫️🔴
En noget hård skæbne
Tuse IF - Slagelse B&I 0-1 (0-0)
0-1 (47)
Tilskuere: 200
Af John Friis
Tuse havde bolden mest, spillede - især i første halvleg - bedst, havde de fleste chancer og ydede i det hele taget en stærk holdindsats. Men - da den næstsidste hjemmekamp foran de mange tilskuere var slut, viste måltavlen, at topholdet fra vestsjælland kunne tilføje yderligere tre point til deres konto.
Gæsterne havde i en velspillet første halvleg et par ret nærgående forsøg i de første minutter. Men herefter overtog Tuse gradvis styringen og sad, som halvlegen skred frem, solidt på opgøret
Hjemmeholdet var endog meget tæt på et føringsmål. Kun sort uheld forhindrede Magnus Lisbjerg og Jesper Halling i at komme på scoringstavlen. Tuse spillede klogt og kontrollerede kampen og havde i første halvleg helt klart flest forsøg indenfor målrammen.
Som kampen hidtil var forløbet, var det noget af en spand koldt vand, Tuse fik i hovedet blot to minutter efter pausen, da gæsterne udnyttede et hjørnespark.
Anden halvleg blev en rodet affære, hvor Tuse arbejdede benhårdt for en udligning. Tættest på var Mads Nymann på en friløber. Men på trods af at bolden befandt sig en del omkring og i udeholdets felt, lykkedes det ikke at få den det sidste stykke ind over stregen.
"Jeg synes, at drengene fortjener bedre. Vi holder Slagelse, som vi skal. Jeg har stor ros til spillerne for indsatsen", lød det fra en noget nedslået træner Tommy Gotfredsen.
Ærgelsen var til at få øje på hos spillere og ledere. Og efter spil og chancer var det fuldt forståeligt. Tuse havde spillet en god kamp og resultatet var ikke et retvisende billede af kampen.
Rasmus Jensen blev fortjent kåret til kampens spiller.
Næste kamp er ude mod BSF på lørdag, hvor Tuse skal have et point for at været helt fri af nedrykning.