01/02/2021
DANSK DEJA-VU: DANMARK FORSVAREDE VM-GULDET I EGYPTEN
I EN MØRK CORONA-TID BRAGTE DET DANSKE HERRELANDSHOLD GLÆDE I DE DANSKE STUER, DA MAN FORSVAREDE VM-TITLEN OG VANDT VM-GULD I EGYPTEN.
Af Mads Haugaard, Håndboldmagasinet HARPIKS
Der var ingen Rasmus Lauge. Der var ingen Henrik Toft Hansen. To enorme profiler, som pga. hhv. en skade og senfølger efter corona-virus begge måtte melde afbud til VM-slutrunden i Egypten.
Det øgede immervæk den grå hårvækst hos landstræner Nikolaj Jacobsen, som nu skulle til at nytænke særligt det danske angrebsspil. Læg dertil, at der var et enormt pres på det danske mandskab, der skuffede fælt ved at ryge ud efter det indledende gruppespil ved EM sidste år.
Og som om der ikke var nok at bekymre sig om for landstræner Nikolaj Jacobsen, så testede slutrunde-debutant Emil Jakobsen positiv for corona-virus. Der gik et sug igennem den danske landsholdslejr, men alle testede heldigvis negativ inden den første kamp.
Corona-virussen kom til at fylde lidt for meget den første uge i Egypten, for der var for mange problemer med tests osv., og de egyptiske arrangører magtede ikke at holde corona-boblen lukket.
Der var altså rigtig mange ubesvarede spørgsmål inden Danmark tog hul på slutrunden i åbningskampen mod Bahrain. Men vi skal da lige love for, at det danske mandskab har formået at løfte sig efter skuffelsen sidste år, mens flere nye navne har taget ansvar.
GULDFUGLEN GIDSEL
21-årige Mathias Gidsel fra GOG har fejet tæppet væk under de fleste. Rent internationalt var han helt grøn og uprøvet, men den unge højre back har virkelig grebet chancen, og han er sågar på det officielle All Star-hold, vel og mærke som slutrunde-debutant.
Gidsel startede med at blive kampens spiller mod Bahrain efter en pragtpræstation med 10 mål, jamen velkommen til VM. Gidsel var fuldstændig uimponeret, hvilket faktisk var kendetegnet for GOG-spilleren i hele turneringen.
Danmark har fået en ny guldfugl på højre back.
Men det er ikke kun Gidsel, der har grebet sin chance. Også stregspiller Magnus Saugstrup har for alvor fået sit helt store gennembrud. Saugstrup, der skifter til SC Magdeburg efter denne sæson, har vist sig at blive Danmarks vigtigste stregspiller under slutrunden.
Dansk herrehåndbold går en lys fremtid i møde
Danmark var ikke rigtig blevet matchet i det indledende gruppespil, hvor den største modstander i den danske lejr var maveonde. For det var slemt for det danske mandskab, hvor bl.a. Mikkel Hansen og landstræneren var alvorligt ramt af maveonde. Med maveonde besejrede Danmark - uden for alvor at spille sig ud - hhv. Bahrain, DR Congo og Argentina i overbevisende stil. Men selvom det på papiret var nemme modstandere, så krævede det stadig en høj koncentration, og det er værd at bide mærke i.
Danmark spillede bredt, og der blev masser af pauser til Mikkel Hansen - dog mest pga. maveonde - men der var også pause til Lasse Svan og Niklas Landin, der skulle vise sig at blive afgørende senere i turneringen. Til gengæld greb spillere som Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup og Lasse Andersson chancen.
Det mindende på mange måder faktisk om den start, som Danmark fik ved VM-slutrunden på hjemmebane for to år siden, hvor man som bekendt også gik hele vejen. Det deja-vu vender vi tilbage til.
HVOR STOD DANMARK INDEN MELLEMRUNDEN?
Men vi manglede på daværende tidspunkt stadig at se Danmark præstere mod en af de helt store favoritter, og det skulle vi få lov at vente på.
I mellemrunden mødte Danmark dog for første gang rigtig modstand, da fysisk-stærke Qatar ventede. Her var der lidt problemer i hvert fald rent defensivt, men alligevel endte det med en storsejr på 32-23 over Qatar.
Næste modstander var Japan, hvor Danmark med en sejr kunne sikre sig en plads i kvartfinalen. Og det gjorde man. Man var dog udfordret af de små og hurtigere japanere, men ikke desto mindre vandt man 34-27, og så var Danmark klar til kvartfinalen.
I øvrigt fik Emil Jakobsen slutrunde-debut efter et corona-kaos, og han toppede klubkammeraten Mathias Gidsels præstation, da han scorede hele 12 gange, hvilket er rekord af en slutrunde-debutant. Han var flyvende som de to F16-fly, der senere i dag forhåbentlig skal eskortere de danske spillere ind i Kastrup Lufthavn.
Inden den stod på kvartfinale ventede Kroatien dog, og der slog Danmarks bredde virkelig til. Her var Danmark uden Mikkel Hansen og Lasse Svan, der sad over. Ikke desto mindre kørte Danmark kroaterne ud af banen, hvor særligt Mads Mensah trådte i karakter.
En dansk sejr på eftertrykkelige 38-26, og så var Danmark for alvor klar til kvartfinalen, hvor hjemmebanenationen Egypten ventede.
UVIRKELIG SPÆNDENDE DANSK KVARTFINALE
Det viste sig at blive en ordentlig mundfuld, måske også en større mundfuld, end man lige havde regnet med. Det var nemlig et drama af en anden verden, der udspillede sig i Danmarks kvartfinale.
Det var helt lige efter ordinær tid, og så måtte kampen i 2 x 5 minutters forlænget spilletid. Her havde Danmark en gylden mulighed, da man var foran - og på bolden - med tyve sekunder tilbage. Der blev dog dømt en passiv kendelse på Danmark, og et halvt sekund efter kastede Mikkel Hansen en aflevering afsted til Lasse Svan.
Usportslig optræden og et rødt kort til Mikkel Hansen for at smide bolden væk efter fløjt. Det betød straffekast til egypterne, som scorede - og tvang kampen ud i yderligere 2 x 5 minutters forlænget.
Her rykkede man endnu længere frem i sofaen, hvis man ikke rejste sig op.
Danmark var i kæmpe problemer og kunne ikke score. Mathias Gidsel havde bolden i de sidste sekund ved et frikast, hvor Ibrahim El-Masry fór ud i hovedet på den danske højre back, der derved blev forhindret i at sætte frikastet i gang. Rødt kort for usportslig optræden og straffekast til Danmark.
Nerverne var helt umulige at holde i ro.
Det straffekast satte Magnus Landin ind - med stolpen til hjælp, og så skulle kampen afgøres i forlænget spilletid.
Her trådte Niklas Landin i karakter med to redninger, inden Lasse Svan holdt hovedet koldt og afgjorde sagerne. Danmark var dermed i VM-semifinalen efter det største håndbolddrama i mands minde. Et heroisk drama, hvor Danmark også havde marginalerne med sig, men man skal også opsøge de berømte marginaler. Det har Danmark i en lang årrække nu været kendt for.
DEJA-VU TIL 2019
I semifinalen ventede de forsvarende spanske europamestre, og så er det vi vender tilbage til VM-slutrunden i 2019. For der spillede Danmark en fejlfri angrebskamp mod Frankrig i en magisk semifinale-kamp i Hamburg.
Det samme angrebshåndbold blev fundet frem fra gemmerne mod Spanien. Morten Olsen fik en nøglerolle, da Danmark spillede syv-mod-seks med en altafgørende Mikkel Hansen, der sammen med Niklas Landin var en af hovedaktørerne, da Danmark vandt 35-33. Og så har vi endda glemt at nævne Magnus Saugstrup, der fuldstændig uimponeret stod for 7 scoringer og tog ansvar defensivt.
Det var altså nærmest et deja-vu for det danske mandskab, der igen spillede et brag af en semifinale ved en VM-slutrunde. Dansk drømme-håndbold i lange perioder, og så var man klar til VM-finalen mod slutrundens helt store overraskelse, Sverige.
En kamp, som ikke vil gå over historiebøgerne for den kønneste af sin slags, men sejren kom i hus - og Danmark vandt VM for anden gang i træk. Her kom bredden igen i spil, da Lasse Svan desværre gik i stykker, og så blev der plads til Nikolaj Øris på højre back, mens Jacob Holm blev løsningen på venstre back, da det så sortest ud i anden halvleg.
DANMARKS BREDDE ER ENORM
Og hvad har vi så lært af denne slutrunde?
Vi har lært, at Danmark ikke skal være nervøse for et generationsskifte. Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup, Lasse Andersson, Jacob Holm og Emil Jakobsen alle er spillere, som kan få endnu mere ansvar i fremtiden. De er alle totalt uimponeret og har grebet deres chancer, særligt må vi lette på hatten af Saugstrup og Andersson, der begge har udviklet sig til at blive afgørende i det danske forsvar. Mens Mathias Gidsel har imponeret alt og alle i angrebet, for ham er der virkelig krummer i - han spiller ikke i GOG om to-tre år, det tør jeg godt love.
Danmarks bredde er bare enorm, og fremtiden ser i den grad lys ud.
Og så har vi lært, at Niklas Landin er der for Danmark, når der er brug for ham. Det samme er Mikkel Hansen. Slutteligt er vi blevet bekræftet i, at Nikolaj Jacobsen er en af verdens bedste trænere, hvis ikke den bedste.
For det har været alt andet end nemt at være Nikolaj Jacobsen.
Først med skader og afbud efterfulgt corona og maveonde, men den danske landstræner har haft is i maven, og så har han et så homogent mandskab, der bare hviler i sig selv - endda i de store kampe, hvor det skal afgøres.
Danmark rejste sig efter den enorme skuffelse ved EM sidste år.
Danmark kom til Egypten som forsvarende verdensmestre, og Danmark tager hjem som forsvarende verdensmestre.
Danmark kom. Danmark så.
Og Danmark sejrede.