26/08/2025
Rejsen tilbage
Troels har spurgt mig gentagne gange om jeg ikke ville skrive lidt om vores tur tilbage til Fransk Polynesien. Af forskellige årsager har jeg ikke rigtig fået det gjort og egentlig ikke helt kunne finde ordene der beskriver, hvad det var for en tur.
Som udgangspunkt var det en fantastisk mulighed, givet til os af vores skønne venner og en chance for at gense steder vi har tilbragt meget af vores rejse.
Og det var fantastisk!
Turen tog os fra Danmark over L.A. til Tahiti, hvor vi tilbragte et par dage og sundede os på den 27 timers lange rejse.
Herfra gik turen videre med færge de ca. 5 timer til Raiatea, hvor en god ven åbnede sit hjem for os. Her blev vi forkælet med den smukkeste udsigt, lækker mad og muligheden for at møde hans nyfødte søn og søde kæreste.
Herfra steg vi ombord på den 40 fods katamaran vores venner havde lejet. Det var første gang vi sejlede dobbelskrog og selvom selve sejleoplevelsen måske ikke levede op til visse herrer ombord, så fandt vi hurtigt ud af, hvor fedt det var med al den plads. Der var jo loungeområder ude, inde og oppe. Eget toilet, dobbeltseng og et køkken med plads til alle kunne sidde og spise samtidig. Altså, kort sagt ren luksus.
Vi var 7 mennesker ombord og på intet tidspunkt føltes det som om man gik i vejen eller ikke kunne komme til.
Vi sejlede i 2 uger, besøgte alle steder vi havde håbet på men ikke havde troet vi ville nå.
Vi startede ud med Taha’a og snorkel i Coral Garden - det klareste vand og mængden af fisk er fuldstændig vild.
Vejret viste sig alle dage fra den ultimative bedste side, hvilket gjorde det muligt at komme til Maupiti, hvor manta rays tog imod os med deres store vingetag og vi besteg det “lille” bjerg.
Efter nogle dage satte vi kurs mod Bora Bora, et sted vi tilbragte ca. 6 måneder sidst vi var der. Det var helt fantastisk at komme tilbage. De bedste ankerpladser blev besøgt, der blev snorklet med hajer, sting rays og de farverige fisk. Vi spiste lækker mad på stranden og Sally, Troels og Anders besteg det store bjerg. Det var Sallys 4 gang og Troels gjorde det selvfølgelig i flip flops - som altid.
Igen var vejret med os og vi satte kurs mod Raiatea, som stop for natten, inden vi drog videre mod Huahine. En af de smukkeste øer (synes vi).
Her fik jeg min store drøm opfyldt, at snorkle med blæksprutter. Ikke bare én men hele tre styk fandt jeg - og de var store, fantastiske og unikke på hver deres måde. Deres evne til at skifte farve og struktur alt efter hvilken koral de sad på, deres drillesyge arme der holdt fast på hinanden og deres forsigtige forsøg på at komme ubemærket fra koral til koral - tak!
Nå ja, vi fik også besøg af pukkelhvaler på vej dertil - det bliver sjovt nok aldrig træls.
Turen var ved at nå sin ende og vi sejlede tilbage til udgangspunktet, Raiatea, hvor båden skulle afleveres. På vejen nåede vi at besøge en helt skøn lille perlefarm og fik vist hele processen med udtagning osv.
Vi afleverede båden og Sally, Troels og jeg hoppede på færgen mod Tahiti. Vi blev vist afsted med springende pukkelhvaler og flere hundrede delfiner der sagde farvel.
De sidste dage blev tilbragt på Tahiti og vi hyggede med pool, lækkert mad fra lokale roulettes (food trucks) og indtagelsen af frisk tun blev vedligeholdt til det sidste.
Det var et fint farvel…
For det var det det var. Et farvel. Og måske derfor har det været svært at sætte ord på og måske derfor jeg ikke rigtig har haft lyst til at skrive om turen. For, selvom det var, og det var det, en fantastisk tur og skønne mennesker og venner at rejse med, så var det også en afslutning.
Jeg/vi kommer ikke tilbage og det der med afslutninger har aldrig været min stærke side. Det efterlader et tomrum og et afsavn til noget der var så stor en del af vores liv og det har lige skulle bundfælde sig.
På en eller anden måde var det næsten for tidligt vi kom tilbage, for jo tidligere vi gjorde det jo tættere kom vi på en afslutning af noget større.
Selvfølgelig kan vi tage tilbage men der vil altid kun være én gang der er det første gensyn og vi skal også være ærlige at sige, det er ikke helt gratis med sådan en rejse. Når det er sagt, så er der jo også andre steder i verden vi mangler at se.
For os var det mere end en ferie. Det var mere end 2 uger på en lækker båd med dejlige mennesker.
Det var et gensyn med et tidligere liv, med mennesker vi ikke havde troet vi skulle se igen og det var afsked med en nær ven, af især Troels. Tony, vores fiskerven fra Nuku Hiva, lå indlagt på Tahiti og Troels fik besøgt ham, holdt hans hånd, krammede hans kone og datter og fik sagt farvel. Tony, dødede d. 14 august - på Sallys fødselsdag.
Det hele bekræfter os bare i, at intet varer for evigt og vi er evigt taknemmelige for, at vi tog springet dengang. At vores drømme ikke kun forblev det, drømme.
Det bekræfter os også i, at vi er langt fra færdige med at drømme og de drømme kan komme i alle afskygninger, form og farver. Så, som jeg selv siger til Sally når hun synes det er svært med gode, sjove og hyggelige ting der får en ende. Det bliver de nødt til for, at vi kan få plads til nogle nye.
- ellers går vi i stå!
