31/08/2026
HVAD ER SMERTE?
TLDR; der sker nyt vedrørende smerte og definitionen på smerte, der udfordrer vores nuværende viden, forståelser og praksisser.
Fornyligt havde jeg fornøjelsen af 3 dage på den årlige konference med ‘International Society for Equitation Science’ (ISES), som i år blev afholdt i Danmark. Et fantastisk arrangement med præsentationer fra forskere fra hele verden. Temaet for konferencen var “The Nature of the Horse” — og specielt var en række oplæg om smerte og smerteopfattelse spændende for mig. Det vender jeg tilbage til…
I den forgangne weekend deltog jeg i endnu en workshop med den britiske dyrlæge og forsker Sue Dyson, som står bag “The Ridden Horse Pain Ethogram”, et scoringssystem til smertevurdering hos rideheste, der kan afsløre ‘muskuloskeletal smerte’ eller halthed. Muskuloskeletal er et flot ord, der dækker over muskler, knogler, bindevæv, led, ligamenter, sener, never og andet væv — i hele kroppen, altså hele bevægeapparatet.
Sues smerte-ethogram udkom første gang i 2020 og har været et monumentalt vigtigt redskab til genkendelse af specifikke tegn. Herhjemme har det også dannet grundlag for de nye dressurbedømmelser med øget fokus på netop konflikt- og smertetegn. Det er fantastisk, når der kan dannes bro mellem forskning, viden og praktik. Der er ingen tvivl om, at vi i hesteverdenen har haft en tendens til at overse eller mistolke tegn på smerte og undervurdere følelsen af fysisk ubehag.
Er vi så i mål med at genkende smerte og ubehag hos hestene? 🥸 Stort NEJ 🙈
Tidligere i år tilpassede ISES deres definition af smerte, så den nu er identisk med definitionen fra The International Association for the Study of Pain (IASP). En definition som er meget bredt anerkendt, bl.a. af WHO og som lyder:
“En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med, eller som ligner den forbundet med, aktuel eller mulig vævsskade” — og uddybes i følgende punkter:
* Smerte er altid en personlig oplevelse, som i varierende grad påvirkes af biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
* Smerte og nociception er forskellige fænomener. Smerte kan ikke udelukkende udledes af aktivitet i sensoriske neuroner.
* Gennem deres livserfaringer lærer mennesker begrebet smerte at kende.
* En persons beskrivelse af en oplevelse som smerte bør respekteres.
* Selvom smerte som regel har en adaptiv funktion, kan den have negative konsekvenser for funktionsevnen samt for socialt og psykologisk velbefindende.
* Verbal beskrivelse er kun én af flere former for adfærd, der kan udtrykke smerte; manglende evne til at kommunikere udelukker ikke muligheden for, at et menneske eller et ikke-menneskeligt dyr oplever smerte.
Nociception er ‘smertesystemet’, den fysiologiske proces der sender nerveinformation om fx tryk, varme eller vævsskade til hjernen. Nociception er en proces, ikke en følelse.
Smerte derimod er den bevidste følelse hjernen skaber på baggrund af det nociceptiske input.
Man kan føle smerte uden et nociceptisk signal — og omvendt fører et nociceptisk signal ikke altid til en opfattelse af smerte. Oplevelsen og det psykologiske aspekt anses for meget vigtig…
Smerte kan være emotionel.
Tilbage til dag to på ISES-konferencen, hvor den norske professor Frauke Musial var et absolut højdepunkt med præsentationen af hendes forskningsartikel “What if Horses Were Humans? Comparing Rein Tension and Bit Pressures to Human Pressure Pain Thresholds” (link i kommentar).
Frauke er psykolog og PhD i neurobiologi og smerteforsker (for mennesker) — og der sker noget meget spændende og umiddelbart, når forskere udenfor hestenverdenen kigger ind i vores boble. Hendes hovedpointe var meget simpel: der er bred konsensus om, at pattedyrs nociceptiske system er relativt identiske og hvis vi puttede et bid i munden på et menneske og trak i det, ville det være forbundet med smerte — og det samme gælder for hesten. Studiet tager udgangspunkt en smerteskala for trykinduceret smertepåvirkning på mennesker på forskellige kropsdele, herunder også ansigtet.
Tøjletræk igennem et bid i munden vil i følge den norske forsker med allerstørste sandsynlighed være forbundet med smerte, selvom det er svært at måle den psykologiske opfattelse og oplevelse hos et dyr.
Men netop det psykologiske og emotionelle oplevelsesaspekt ér en del af definitionen af smerte — også selvom hesten ikke kan give udtryk med fx lyd. Det udfordrer vores viden og opfattelse af hestenes såvel positive og negative oplevelser og opfattelser i meget stor grad.
Sue Dysons forskning har et primært fokus på det muskuloskeletale aspekt (og halthed), men hvis vi skal imødekomme IASP’s smertedefinition, har vi brug for at vide meget mere om hestens psykologiske oplevelse af af træning og forskellige typer af management. Bidrager vi positivt til hestens psykologiske velbefindende ved fx træning der inkluderer fiksering af hals og hoved igennem bid eller management der tillader isolering fra artsfæller — eller påfører vi den emotionel og fysisk smerte uden at vide det?
KONFLIKTENDE var det også, at Sue Dyson på workshoppen efter spørgsmål fra en deltager, faktisk anbefalede at anvende et pessoa-system til træning af overlinjen på en velfungerende 4-års hest. En pessoaline vil altid påføre hesten et ikke-konsistent træk i biddet samt en grad af fiksering (hvad ville den norske forsker sige her?) For mig konkluderer det en frustrerende dissonans imellem anerkendelse af hestens (smerte)oplevelse, etiske perspektiver og træningspraksisser. Vi MÅ og SKAL være reflekterede i såvel vores daglige træning samt i tilgangen til rehabilitering.
Min vision er og bliver, at have fokus på anvendelsen af de gode og veldefinerede træningsmuligheder og -modaliteter vi har (som vi også har evidens på), og som ikke påfører hverken fiksering, potentiel smerte eller er etiske kompromitterende. Vel vidende, at det etiske aspekt kan være enormt subjektivt. Vi har bedre muligheder og løsninger.
Sue Dyson sagde klogt: Vi skal have øje for lægmands opfattelse af, hvordan vi bruger og træner heste. Men gid, at vi ikke havde brug for omverdenens kompas til at navigere os. Gid vores eget var langt mere kalibreret.
Jeg håber, at vi i fremtiden kan nærme os en endnu større grad af konsensus og viden omkring, hvad det reelt betyder og udvide og forsegle broen mellem forskning og praksis 🫡
Link til referencer i kommentarfelt 📚
