03/10/2026
// MÅNEDENS AKTIVITETER //
"Septembers himmel er så blå..." eller ... i hvert fald blev naturen denne måned fyldt af FDF blå skjorter! 🔵
For regn og begyndende kulde er ikke en hindring for at lave spændende aktiviteter ude i naturen
Måske har en FDF'er banket på din dør i denne måned? Vi har nemlig været rundt i byen for at sælge lodsedler. TAK fordi du har været med til at tage godt imod os, når vi kommer forbi - og et stort TAK, hvis du valgte at støtte vores arbejde for at give børn og unge et fællesskab, som skaber rum for både udfordring og udvikling 👏
Som ung FDF'er er det godt lige at øve sig i trygge rammer - og derfor har tumlingene denne måned øvet sig på at banke på en dør og sælge lodsedler til hinanden. Efterfølgende fik de lodsedler med hjem, som kan sælges til venner og familie
Piltene har denne måned været på lejr med temaet "Pilte i Vildmarken", hvor de tog 10 km-mærket og Modsmærket. Piltene var på jagt efter krypskyttere og måtte vandre gennem vildmarkens skove, vandløb og høje krat 🍃
Væbnerne har også været på lejr - og der blev der også vandret. De skulle gå ud til vores hytte Skansen, og her stod de også selv for både indkøb og madlavning hele døgnet. Overnatningen bestod også af bålhygge og et uhyggeligt natløb i mørket 🔥
Familie FDF mødes i denne sæson hver 2. torsdag, og deres to møder i denne måned har budt på kartoffeltryk, undersøgelse af krible-krable dyr og hyggelig fællesspisning, hvor familierne har lært hinanden godt at kende 😋
Sidst - men ikke mindst har vi denne måned afholdt et meget vellykket årsmøde. Her blev det besluttet at alle bestyrelsesmedlemmer fortsætter som hidtil - også med den samme konstituering. TAK for jeres indsats 👏
Efter årsmødet blev der serveret tapas, hvor nogle af børnene havde hjulpet til med at lave maden
Læs mere om programmet for oktober måned på vores hjemmeside www.struer-fdf.dk 💻
Vi glæder os til at se dig! 👋