21/10/2026
Dramatisk lokalopgør afgjort i sidste sekund
Der var drama for hele den gratis entré, da Slagelses og Næstveds herrer onsdag aften mødtes i Spar Nord Arena i herrernes 2. division.
På et langskud i sidste sekund vandt gæsterne med 26-25.
Var det fortjent? Nej, det kan man ikke sige. Uafgjort mellem to hold, der kampen igennem skiftedes til at have momentum, havde været det retfærdige resultat – men sådan fungerer sport som bekendt ikke. Og i sidste runde var det netop slagelseanerne, der vandt et tæt opgør med et enkelt mål ude over Øresund.
Sådan går det op og ned.
De to hold fulgtes ad fra start, men pludselig drejede hjemmeholdet på gashåndtaget og bragte sig foran 9-6, 11-8 og 12-9. Så benyttede sydsjællænderne en slagelseansk udvisning som springbræt til at slå tilbage = 12-12.
Slagelse gik i front igen til 15-12, men holdet løb ind i to udvisninger, så stillingen ved pausen var 15-14.
Lige efter pausefløjtet førte et ærgrelsesudbrud fra Slagelse-træner John Larsen til, at han også fik en to minutters udvisning, så hjemmeholdet indledte 2. halvleg med tre markspillere og en målmand på banen.
Stormen blev dog nogenlunde redet af. Som halvlegen skred frem, fik Næstved overtaget, og gæsterne kom foran 20-18.
Det førte til en udbytterig Slagelse time-out. De rødblusede fik ikke bare udlignet – de kom foran igen og lå i en relativt lun vinderposition, da de scorede til 24-22.
Men chancer blev brændt, og igen kom Næstved tilbage. De sydlige naboer bragte sig foran 25-24, inden hjemmeholdet udlignede til 25-25.
Et halvt minut før tid kom bolden på Slagelse-hænder. Bolden blev egentlig mistet, men Næstved-spilleren driblede lige ind i en Slagelse-spiller, og så var bolden igen Slagelses.
Det lykkedes dog ikke at score. Næstved spillede bolden op til en spiller i fri position, men træneren havde med fire sekunder igen lagt time out-kortet, inden spilleren kunne score i Slagelse-målet.
Kampen blev sat i gang igen nede ved Slagelses tre-meter-linje, og et ’vildskud’, der aldrig burde have kunnet passere et ellers stærkt spillende Slagelse-forsvar, endte i kassen i allersidste sekund.
26-25 til vild Næstved-jubel og tilsvarende stor Slagelse-ærgrelse.
Slagelse har nu 4 point for 3 kampe. Næstved har 2 point for 3 kampe. Slagelse spiller igen lørdag den 31. oktober ude mod Roskilde.
Slagelse-Næstved 25-26 (15-14)
For Slagelse scorede Christoffer Christiansen 9 mål, Marius Hiorth 6, Malthe Qvortrup 5, Mathias Gram 2 samt Magnus Vad Nielsen, Mads Sørensen og Benjamin Fog hver 1.
Foto: Christoffer Christiansen blev kampens spiller. Billedet er fra en tidligere kamp mod HIK
Slagelse Håndboldklubs samarbejdspartnere:
Georg Berg – XL Byg Grønvold & Schou – Spar Nord – Tømrermester Henrik Hjort Harboe – C&P Inspection – Borch Textile A/S – Lene’s Rengøring – Nordbo – HJ Bruno Hansen – Ollerup Maskinfabrik – IPA Innovation – Låsepartner Sjælland – Beierholm Revision – SAAN (Sv.Aa. Nielsen A/S) – Campinggården Slagelse – Harboes Bryggeri – Rema 1000 Byskovvej – Rema 1000 Valbygårdsvej – Rema 1000 Korsørvej – KVIK Slagelse – BM Visuelt – Davidsen – EV Bolig – Elcon – SK Energi – Lindegaard El & Teknik – Jonas Din Kloakmand – Kjærgaard Nielsen Tømrer – Tømrermester NLH (Nikolaj Lund Hansen) – OK – Kolberg Kød – Turli – Niels Lien A/S – Aspecta Rådgivning – Tømrermester T. Holst – Slagelse Kommune – Slagelse Talent & Elite – Slagelse Idræts Råd – Sports Team Slagelse