09/03/2020
Fuldstændig enig! Smukt skrevet af Anders Nedergaard.
Alle bør prøve seriøs kampsport eller dans i løbet af deres liv
Kampsport og dans ligger nok på hver sine ende af et eller andet identitetsspektrum, men de deler noget meget vigtigt.
Det er selve det, at man i en træningssituationen med en partner/modstander, skal lære at læse vedkommende og justere sin indsats derefter. I begge aktiviteter bevæger man sig indenfor hinandens intimsfærer, og alt hvad man laver dér, skal ske med respekt for den uudtalte sociale kontrakt om gensidig respekt, der er i sporten.
I en sparringssituation skal man læse både det tekniske niveau og hvor meget gas man kan give, i forhold til den aktuelle modstander, så man ikke skader vedkommende, og dels kan give vedkommende mulighed for at lære noget. Tilsvarende, i dans, skal man justere det tekniske niveau og hvor intim dansen er. Kampsport og dans tvinger en til at lære dét, for hvis man ikke kan det, så vil man komme til at være træls at træne med, og man vil i praksis nok blive smidt ud til sidst.
Dét, at man i disse sporter bliver bevidste om sit eget kropsligt sociale sprog, og at man bliver tvunget til at lære at læse andres kropslige sprog, og respektere det, er utroligt menneskeligt dannende. Der ligger simpelthen en læring i det, som jeg vil vove at påstå gør folk til bedre mennesker. Og efter et liv med meget foreningssport, oplever jeg også så afgjort at kampsport har været der, hvor folk har haft de bedste fællesskaber. Fordi gensidig respekt er en nødvendighed for at man kan træne, i langt højere grad end det er i håndbold eller badminton.
Og lige præcis denne læring, forudsætter faktisk ikke at man er i god form, eller i sin ungdom. Det er noget der er tilgængeligt, næsten lige meget hvilken årstid af sit liv man er i.