16/07/2019
For to år siden deltog Pila og jeg i hendes første distancestævne. 14 km gennemførte vi den dag. Hele dette forår har vi trænet op mod en LB klasse (+40km), og hun er i super form. Sidste lange træningstur var for et par uger siden, hvor vi red 33km uden at miste pusten.
Desværre blev hun ved ca 30 km bange for en hvid sten (du ved, de der hestespisende sten som lurer ved indkørsler), og gav et ordentligt hop. Da jeg også er ved at være lidt mør, når vi har redet så længe, fik jeg ikke spændt korrekt op i kroppen og får lavet et uheldigt vrid i venstre knæ.
Knæet er desværre ikke helt i orden endnu, og derfor må Pila sidde over til weekendens stævne. I stedet tager jeg Lille Lyn med, som kræver mindre af sin rytter - men også går langsommere. Kryds gerne fingre for os på lørdag, hvor vi skal prøve kræfter med 47km, fordelt på to omgange 😅
Pila og jeg fortsætter træningen i et roligere gear, og så håber jeg på at hun og jeg kan prøve vores første LB til efteråret. Hun er en fantastisk hest.