21/02/2026
Der har i mange år været etik- og velfærdsdebatter og fronter er blevet kridtet op med større eller mindre distance… Men grundlæggende er der ikke meget, der har ændret sig for konkurrencehestene.
Ridesporten er i større grad truet af SLO – Social License to Operate, som blandt andet blev tydeligt da offentligheden udenfor hestesportens lukkede verden så behandlingen af hestene til femkamp til OL. Siden da har dokumentaren om Helgstrand Dressage og deres “træningsmetoder” også kun givet mere brænde til bålet.
Dokumentaren blev fra ridesportens side undskyldt med at det var enkeltstående tilfælde, enkelte brodne kar. At heste er store og stærke dyr og at man ofte er nødt til at afstraffe dem fysisk for ikke at bringe mennesker i fare. Og selvom den ene front måske ikke er enige i at det er i orden at være så hård ved hestene, så er det vi så i dokumentaren på ingen måde enestående og noget jeg selv har observeret på rideskole i min barndom eller mine kollegaer beretter om at opleve i større eller mindre grad hos mange professionelle stalde rundt om i landet.
Den anden front er heller ikke helt enig om hvor grænsen går, men tager tydelig afstand fra så hårdhændet behandling af hestene og lægger vægt på, at heste skal mødes med empati og at det er vigtigt at se på årsagen bag hestens adfærd og at hestens trivsel har en værdi ud over performance. I den helt radikale ende af skalaen findes dem, der selv har forsvoret at ride på heste og mener at dette ikke kan gøres forsvarligt fordi menneskets ego altid vil kompromittere hestens velfærd.
Og det er et meget relevant synspunkt at overveje – især når mennesker ikke kan finde ud af at passe på sig selv når der er profit eller prestige for øje. Jeg har set det mange gange som fysioterapeut; hvordan mennesker gambler med deres egen sundhed og risikerer permanente skader for at slå en rekord. Og for nyligt har vi set det med skisport atleten Lindsey Vonn, der 9 dage inden OL rev hendes korsbånd i knæet over og valgte at deltage i OL på trods af dette – med, hvad der for en hest, ville have haft fatale konsekvenser.
En menneskelig atlet vælger – indtil videre – selv at løbe risikoen. Hesten er ikke så priviligeret. Den kan forsøge at sige fra, men dette leder for ofte til en behandling som vi så i Helgstrand dokumentaren. Hesten har ingen reelle valgmuligheder – den er overladt til et system, der burde beskytte den.
På papiret er der regler. Er en hest synligt halt bliver den diskvalificeret. Ses der blod sker det samme – indtil videre. En hest må højest slås 3 gange med en pisk og kun som irettesættelse, ikke som straf. Alle disse tiltag er tænkt som beskyttelse for hestens ve og vel, der ifølge rideforbundene bør gå forud for alt andet. Hvorvidt de beskytter hesten nok kan diskuteres. Men de gælder kun til konkurrencer. Det meste af den behandling, der kompromitterer hestens velfærd, foregår i den daglige træning – i de timer og måneder der aldrig ses af dommere eller publikum.
Men hvem i dette system taler udelukkende hestenes sag? Dem, der burde beskytte hestene – rytterne, ejerne, trænerne, avlerne, dommerne og forbundene – har alt for ofte en økonomisk eller prestigemæssig interesse i at hesten præsterer godt.
Måske er det dette pres, der for nyligt fik FEI til at foreslå at lempe reglerne, så blod på hesten ikke længere skulle føre til direkte diskvalifikation, men til en dyrlægevurdering og en mulig fortsættelse i konkurrencen.
Spørgsmålet om hvordan – eller hvorvidt – heste må bruges i sport og til kommercielle formål er mere relevant end nogensinde i et velfærdsperspektiv.
For hvem passer på hestene, når mennesker ikke engang kan finde ud af at passe på sig selv?
