25/08/2026
Så er det i morgen det går løs, vi håber at se rigtig mange på Sdr. Omme stadion.
Ny aktivitet efter sommerferien:
Puls & Bolde ⚽🏀🏐🏸🥎🤾🥏
Starter halvdelen af dine historier med: "Dengang jeg spillede fodbold..." 😅
Har skulderen sat en stopper for håndbolden?
Er knæene ikke helt så begejstrede for løbeturen, som de var engang?
Eller savner du bare en god grund til at komme ud, få rørt dig og møde andre mennesker?
Så er Puls & Bolde måske noget for dig 🙌
Puls & Bolde er et nyt tilbud for voksne af alle køn, der søger et aktivt fællesskab. Her handler det ikke om at være den hurtigste, stærkeste eller bedste. Det handler om at bevæge sig, prøve nye aktiviteter og have det sjovt sammen.
Hver træning varer 90 minutter og starter med fælles opvarmning og fysisk træning. Derefter spiller vi forskellige spil og aktiviteter.
Vi holder fast i den samme aktivitet i 3-4 uger ad gangen, så alle når at lære den at kende og blive fortrolige med den, inden vi prøver noget nyt. Det kan være fodbold, håndbold, volleyball, basketball, badminton, tennis, ultimate frisbee eller noget helt andet. Mulighederne er mange, og vi glæder os til at prøve dem af sammen.
Puls & Bolde er for dig, der:
👉 Savner holdånden, men ikke nødvendigvis turneringskampene.
👉 Gerne vil være aktiv, men ikke har lyst til at binde dig til én sportsgren.
👉 Synes motion er sjovere sammen med andre.
👉 Har lyst til at prøve noget nyt – eller genopdage noget gammelt.
Det eneste du skal medbringe, er lysten til at være en del af et aktivt fællesskab, et par sko til udendørs brug og et par sko til indendørs brug. Vi træner udendørs i sommerhalvåret og indendørs i vinterhalvåret.
Så hvis du stadig har lysten til at være aktiv – også selvom kroppen af og til forhandler om betingelserne – så glæder vi os til at se dig til Puls & Bolde fra uge 35.
📅 Opstart onsdag 26. august
🕗 Kl. 20.00
📍 Sdr. Omme Stadion
Da vi ikke har udgifter til dommere osv., kan vi holde prisen lav. Den endelige pris samt en formel tilmelding kommer når vi rykker indendørs. Indtil da holder vi det ganske gratis. Så kom ud og se om det er noget for dig.
Kunne du tænke dig at være medvært, så skriv til Philip på 53 56 48 98, og samme nummer kan også bruges hvis der skulle være spørgsmål.
Vel mødt! 👋