14/06/2024
Endnu en sag om inhabilitet i nordjysk kommune
Friskole har vokseværk og er stærkt utilfreds med, at man skal finde nye græsgange - spørgsmål om habilitet rejses igen i Frederikshavn Kommune
Friskolen har benyttet disse bygninger, men efter sommerferien er det slut. Arkivfoto: Tommy Thomsen
Thomas Nielsen
Journalist
14. juni 2024 kl. 11:15
Opdateret kl. 11:53
Politik og habilitet bliver igen en cocktail, der skal smages på i Frederikshavn Byråd.
Forleden handlede det om Venstre-kvinden Lone Haugaard, der gerne vil være sit partis borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg.
Hun havde ikke oplyst byrådet om, at hun var inhabil, da en forslag om en solcellepark skulle behandles sidste efterår.
Og det betyder, at sagen skal behandles igen.
På næste byrådsmøde i Frederikshavn er det et socialdemokratisk byrådsmedlems habilitet, der stilles spørgsmålstegn ved.
Elev-vækst
Det er forældre med børn på Sæby Friskole, der er faret i blækhuset og vil have sagen behandlet.
Forhistorien er, at friskolen har oplevet en elev-vækst, der gjorde det nødvendigt at leje sig ind på feriestedet Sæby Søbad, hvor der var ledige kvadratmeter.
TV2 Nord oplyser, at det socialdemokratiske byrådsmedlem Gitte Kiilerich var en del af det flertal, der i juni sidste år stemte nej til at ændre en lokalplan, så friskolen kunne fortsætte med at bruge feriestedet på østkysten som skole.
Nu skal en del af søbadet formentlig i stedet rives ned, så det kan blive omdannet til boliger.
"Over 90 skolebørn fordrives til en uvis fremtid", lyder det i det brev, som friskole-forældre vil have behandlet på byrådsmødet 26. juni.
Her stilles der blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor Gitte Kiilerich ikke blev erklæret inhabil i behandlingen af sagen, der skulle give mulighed for fortsat at drive skole på Sæby Søbad.
Årsagen skulle være, at Gitte Kiilerich, som leder af den kommunale skole Hørby-Dybvad Skole, også står i spidsen for en konkurrent til friskolen - og derfor skulle erklære sig inhabil.
Har rådført sig
TV2 Nord har været i kontakt med Gitte Kiilerich, der afviser at have været inhabil - blandt andet efter at have rådført sig med kommunaldirektøren.
- Derudover så var jeg slet ikke skoleleder i juni 2023 på Hørby-Dybvad Skole. Jeg var afdelingsleder på Nordstjerneskolen i Frederikshavn, siger hun til mediet.
Hun blev først ansat som skoleleder på Hørby-Dybvad Skole 1. august 2023.
PMU har tidligere givet afslag på boliger ved Sæby Søbad. Formanden for PMU har nu givet tilsagn om boliger ved Sæby Søbad? Socialdemokraterne kan man stole på???