Kropsvisdom

20/10/2026

11/10/2026

Vidste du at kvinder oftere går i frys end mænd?

Vores nervesystem er skabt til at beskytte os. Når vi oplever fare, kan vi reagere med kamp, flugt eller frys. Men når vi føler os truede, overvældede eller magtesløse, er det ikke altid muligt at kæmpe imod eller flygte. Nogle gange fryser kroppen.

Vi bliver stille. Vi mister evnen til at handle. Vi tilpasser os, forsøger at gøre os små eller venter på, at situationen er overstået.

Det er ikke et bevidst valg. Det er en automatisk overlevelsesreaktion.

For nogle kvinder kan det være en velkendt strategi at tilsidesætte deres egne grænser, aflæse andres behov og forsøge at undgå konflikt. Hvis man gennem livet har lært, at modstand kan føre til vrede, afvisning eller fare, kan det føles mere sikkert at fryse eller føje sig end at sige fra.

Når vi ikke får mulighed for at handle, sige fra eller beskytte os selv, kan oplevelsen af magtesløshed sætte sig. Vi kan blive ved med at gennemspille situationer i hovedet. Blive vrede uden at vide, hvor vreden skal rettes hen. Føle uro i kroppen, være på vagt eller have svært ved at slappe af, selv når vi er i sikkerhed.

Det kan føles, som om kroppen aldrig helt lander.

Igår skrev jeg også om Cornell 7-sagen, som handler om en magtesløs kvinde, der bliver udnyttet af 7 mænd. Hun blev gjort passiv af ketamin, men man behøver ikke blive drugged for at gå i frystilstand, når faren overstiger det en kvinde kan kæmpe eller flygte fra.

Og måske er noget af det, der gør roen svær at finde sende i livet, ikke kun frygten, men også den kamp, vi aldrig fik lov til at tage.

Den grænse, vi ikke fik sat.
De ord, vi ikke kunne få frem.
Den vrede, vi måtte sluge.
Den handling, vi ikke var i stand til at udføre.

Det betyder ikke, at alle kvinder har brug for at kæmpe fysisk eller genopleve deres oplevelser for at få det bedre. Frysreaktionen er ikke en fejl, men en måde, nervesystemet forsøger at beskytte os på, når andre muligheder opleves som utilgængelige.

Men det kan være vigtigt at genfinde følelsen af handlekraft.

At opdage, at vi må sige nej.
At mærke, at vores grænser betyder noget.
At øve os i at udtrykke vrede på en måde, der føles sikker.
At erfare, at vi godt må fylde, gøre modstand og beskytte os selv.

Ikke fordi vi skal bebrejde os selv, at vi frøs dengang, men fordi vi fortjener at mærke, at vi har muligheder nu. At vi har et valg.

For ro handler ikke om at blive så stille, at vi aldrig forstyrrer nogen. Og det handler ikke om at undertrykke vores vrede, så andre kan føle sig bedre tilpas.

Ro handler om at føle sig tryg nok til ikke længere at skulle være i alarmberedskab. At være tryg i, at du kan sige fra, når behovet melder sig.

Og nogle gange begynder vejen dertil med at forstå, at den krop, der frøs, ikke svigtede os. Den forsøgte at beskytte os, da vi ikke kunne se nogen anden udvej.

Nu må vi hjælpe den med at opdage, at vi også har ret til at sige fra, sætte grænser og tage vores plads.

Det arbejder vi med i traumeorienteret yoga. At mærke kroppen og træffe valg.

Det er din krop - og det er dit valg.

10/10/2026

Jeg arbejder til daglig med voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen og derfor finder jeg denne sag både skræmmende og vigtig at få frem i lyset.
Cornell 7-sagen handler om en kvindelig studerendes anklager om seksuelle overgreb begået af syv mandlige studerende ved Cornell University i USA. Hun blev drugged og voldtaget. Sagen har skabt debat om seksuelt samtykke, gruppeadfærd og kvinders reaktioner i truende situationer.

Når en kvinde oplever en situation som farlig eller overvældende, kan hendes nervesystem reagere med kamp, flugt eller frys. Hun kan også forsøge at tilpasse sig situationen for at mindske faren. Det sker ofte automatisk og er ikke nødvendigvis noget, hun selv vælger.

Hvis hun bliver overvældet af frygt, kan hun opleve, at kroppen låser, at hun ikke kan råbe eller gøre modstand, eller hun føler sig frakoblet sin egen krop. Dette kan være en ufrivillig overlevelsesreaktion.... altså en klog krop og IKKE et udtryk for accept eller samtykke.

Efterfølgende kan nervesystemet forblive i alarmberedskab. Det kan vise sig som angst, søvnproblemer, uro, skam eller en vedvarende følelse af utryghed. Nogle forstår først senere, hvor voldsom oplevelsen har været.

Det centrale er, at en krop, der ikke kæmper imod, ikke nødvendigvis siger ja. Nervesystemets reaktioner er komplekse, og en kvindes adfærd under en truende situation kan ikke alene afgøre, hvad der er sket.

04/10/2026

Nervesystemet skal ikke nulstilles. Det skal kunne skifte gear.

Der tales meget om at “nulstille” nervesystemet. Men nervesystemets opgave er ikke at være i ro hele tiden. Et velfungerende nervesystem skal kunne skifte mellem aktivering og afslapning alt efter, hvad situationen kræver.

Når vi er under pres, skal præstere, koncentrere os eller håndtere en belastning, aktiveres det sympatiske nervesystem ( kroppens kamp eller flugtsystem). Det øger blandt andet puls og opmærksomhed og gør kroppen klar til handling.

Det er en helt normal og nødvendig fysiologisk reaktion.

Når belastningen er overstået, skal kroppen kunne skifte tilbage til en mere afslappet tilstand. Her spiller det parasympatiske nervesystem en central rolle. Det understøtter blandt andet hvile, fordøjelse og restitution.

Langvarig stress og traumatiske oplevelser kan påvirke kroppens stress og alarmsystem. Når kroppen gennem længere tid har været nødt til at være ekstra opmærksom på fare eller belastning, kan den blive mere tilbøjelig til at reagere hurtigt og kraftigt.

Det, der udefra kan opleves som et “ufleksibelt” eller fastlåst nervesystem, er derfor ikke kroppen, der gør noget forkert.

Det er en beskyttelsesreaktion, som på et tidspunkt har haft en funktion.

Kroppen forsøger grundlæggende at beskytte os.

Hvis man gennem længere tid har befundet sig i en situation med stress, utryghed eller fare, giver det mening for kroppens alarmsystem at være ekstra opmærksom. Problemet opstår, når den samme beskyttelsesstrategi fortsætter, selv om situationen har ændret sig, og der igen er mulighed for tryghed og restitution. Det kan føles som om du ved det i tankerne, men kroppen kan ikke lytte med.

Det kan blandt andet opleves som at være træt, men samtidig anspændt.

Vagusnerven er en central del af det parasympatiske nervesystem. Den forbinder hjernen med blandt andet hjerte, lunger og fordøjelsessystem og er med til at regulere kroppens overgang mellem aktivitet og hvile.

Der er også et mål, der hedder HRV (heart rate variability) altså variationen i tiden mellem hjerteslag.

HRV påvirkes blandt andet af det autonome nervesystems aktivitet og kan derfor give information om kroppens fysiologiske tilstand. Men HRV er ikke en simpel “stressmåler”, og én enkelt måling fortæller ikke, hvordan et menneske har det.

Der findes mange metoder, som markedsføres som måder at “regulere” eller nulstille nervesystemet på: blandt andet kolde bade, forskellige vejrtrækningsteknikker, brummen, gurgling og forskellige gadgets.

Men der findes ikke en magisk reset-knap.

Det grundlæggende handler om kroppens evne til at regulere sig selv og skifte mellem aktivering og restitution.

Søvn, regelmæssig bevægelse, pauser, rolig vejrtrækning, tid i naturen og perioder uden konstant stimulation giver kroppen gode betingelser for restitution.

Og når kroppen har været på vagt i lang tid, handler det ikke om at tvinge den til at slappe af.

Det handler om gradvist at give den nye erfaringer med, at der også findes tryghed, ro og mulighed for at geare ned.

Et sundt nervesystem er ikke et nervesystem, der altid er roligt.

Det er et nervesystem, der kan geare op, når det er nødvendigt og og geare ned igen, når belastningen er ovre.

Tak fordi du læste med. Jeg håber du blev klogere 🧡

26/09/2026

Er traumeorienteret yoga noget for mig, hvis jeg ikke synes jeg har nogle store traumatiske oplevelser i bagagen? Hjemmeside: kropsvisdom.dk

20/09/2026

Mange forløb handler om at få øje på, hvor meget man presser sig selv, fordi der på et tidligere tidspunkt ikke var andet at gøre end at overhøre signalerne fra det indre.

18/09/2026

Sammen med mine kollegaer fra CSM, er jeg de seneste to dage blevet skarpere på begrebet dissociation med den hollandske psykolog Suzette Boon.
Hun beskriver dissociation som en form for opsplitning eller manglende sammenhæng mellem dele af ens oplevelser, f.eks. tanker, følelser, kropslige fornemmelser, erindringer og identitet. Dissociation kan fungere som en beskyttelsesmekanisme, især når en person udsættes for overvældende eller traumatiske oplevelser, som er svære at integrere.

Eller sagt på en anden måde: Dissociation betyder at oplevelser, som normalt hænger sammen, midlertidigt eller gennem lang tid opleves som adskilte. Det kan f.eks. vise sig som følelsen af at være fjern fra sig selv, hukommelsesproblemer eller oplevelsen af, at noget føles uvirkeligt.
I mit kropsorienterede traumearbejde ser jeg det ofte, som besvær med at registrere noget i kroppen eller måske endda mærke dele af kroppen. Det kan også være udfordringer med at skifte fra den ene tilstand til en anden f.eks. at bevæge sig ud af frys og over i kamp.

Nu er der dømt weekend, pause fra nørderiet - og det glæder jeg mig til 😀