20/10/2025
VM 24-timer i Albi.
For jeg ved snart ikke hvilken gang, lykkedes det desværre ikke at nå mit mål til 24-timers løb. 😢
Selvom jeg udemærket ved, bla. af egen erfaring, kan alt jo ske i ultraløb, men derfor kan man jo stadig godt være lidt skuffet.
Jamen, det gik jo egentlig fint, og jeg havde sovet godt. Men efter 6 timer begyndte flere problemer. Jeg fik ondt i den sene på indersiden/foran på foden, tænker at jeg måske havde strammet snørebåndet lidt for stramt, og samtidig blev jeg vildt søvnig, og så fik jeg kvalme. Det danske hold af crew og hjælpere, som jeg skylder en kæmpe tak, fik styr på kvalmen med rigtig god rådgivning, med bla. væske og lidt brød og saltede kiks. Foden blev tapet op, og der kom lidt is på. Og da det var mega varmt fik jeg is i halsedissen, det var rigtig lækkert. Og så var jeg kørende igen, og rundede time 12 med 123km.
Så fik jeg mere og mere ondt i foden, og kunne mærke det op i skinnebenet, og var bange for om det ville gå helt galt med skinnebensbetændelse, som jeg jo er lidt disponeret for. Jeg bestemte mig for at gå, indtil det blev bedre, men det gjorde det ikke, jeg gik indtil 162km, så gjorde det ondt alle vegne at gå så langt, så der lagde jeg mig ned i 3 timer. De sidste 2 timer gik jeg igang igen, og fik gået/løbet op til 175km.
De problemer som jeg har døjet med de sidste uger, og fået behandling for i Fysiohuset, mærkede jeg heldigvis intet til.
Weekenden har været en rigtig god oplevelse sammen med min mor og Susan, og alle de andre danskere. Paraden i fredags var rigtig hyggeligt, og så summede det hele bare af rigtig god stemning😀