13/09/2026
Fredag d. 2. oktober afholdes der Frivillig fredag.
Det er en dag, hvor vi sammen hylder alle de frivillige i Vordingborg kommune med taler, foredrag, underholdning og uddeling af priser.
Vi har i år nominerede frivillige i 2 af kategorierne 😍
I kategorien "Årets frivillige" er Emil Skaarenborg nomineret.
Emil er nomineret for sit store og vedvarende engagement som træner for årgang 2015, som han har trænet siden de var helt små. Han brænder for børnenes udvikling, både på banen og som en del af fællesskabet.
Men Emil gør mere end "bare" at passe sin træning.
Han var også initiativtager og medarrangør til vores meget vellykkede indendørsstævne i marts og så arrangerede han 4 ekstra heldags sommertræninger, for de børn, der havde tid og lyst til at give den en ekstra skalle.
For os er Emil et rigtig godt eksempel på den frivillige ildsjæl, som får en forening til at leve og udvikle sig.
I kategorien "Årets lokale initiativ" er Mai Rose Kristiansen og Barbara Ziska nominerede.
I flere år har vores klub kæmpet med at tiltrække og fastholde kvindelige fodboldspillere – både blandt børn, unge og voksne. Derfor valgte Mai og Barbara at tænke nyt.
De tog initiativ til at starte Fodboldfitness for kvinder, et tilbud for alle kvinder fra 12 til 100 år. Konceptet kombinerer glæden ved fodbold med motion og fitness, og det har vist sig at være en stor succes.
Tilbuddet har åbnet dørene for kvinder, som måske aldrig tidligere har set sig selv som en del af en fodboldklub, men som nu har fundet et fællesskab, hvor der er plads til alle – uanset alder, erfaring og fysisk niveau.
Mai og Barbara har samlet kvinder på tværs af generationer og baggrunde og de formår løbende at tiltrække nye deltagere, ved at skabe et inkluderende miljø, hvor alle føler sig velkomne.
Held og lykke til jer alle 3 d. 2. Oktober - I vores øjne fortjener I virkelig denne ekstra anerkendelse 🤍❤️