21/10/2016
Vores Aarhusianske ambassadører fra Team WeBike-CK Aarhus er i fuld gang med at offentliggøre ryttere til sæsonen 2017. Indtil nu har tre ryttere forlænget samarbejdet, og teamet afslører for os at vi kan forvente både flere forlængelser og nye tilføjelser til truppen. Spændende!!!
M**F SKRIVER UNDER FOR ENDNU ET ÅR
Den tredje rytter vi kan præsentere for teamet i 2017 er Frederik M**f. Ligesom Jes Steengaard har Frederik været med helt fra starten, og vi er derfor glade for at sikre endnu en af de vigtige brikker på holdet til næste sæson.
"I år har været lidt af en mellemsæson for M**f, og han har ikke opnået de resultater, som hans store talent og seriøse indstilling egentlig berettiger til. Derfor har M**f sadlet om og satser nu benhårdt på at blive mere eksplosiv, så han får nemmere ved at ramme knækkene og bliver giftigere i finalerne. Jeg er ikke i tvivl om, at når M**f får forbedret disse områder hen over vinteren, så vil han blive et af vores allerbedste kort i de lange og udmarvende løb," siger sportschef Eskil Vammen om forlængelsen.
"Udover at være en dygtig rytter gør M**f et enormt stykke arbejde for teamet i kulisserne, og han er helt central for teamet og nærmest uundværlig. Derfor er vi i ledelsen meget glade for, at han har valgt at tage en sæson mere hos os," uddyber han.
Den glæde finder man også hos M**f selv, der ikke havde lang betænkningstid, da holdet ønskede at forlænge aftalen.
"Jeg er glad for at kunne fortsætte i vante omgivelser, og jeg glæder mig meget til at tørne ud for holdet endnu en sæson. De to forgående år har været meget lærerige, og jeg håber at de har givet mig mere af den rutine, som det kræver for at være med i spillet om topplaceringerne," siger han.