25/10/2020
Der har været megen Corona-snak og regeringsindgreb, med benspænd, aflysninger og vesirpåbud til følge, siden foråret, hvor sæsonen stoppede brat.
"Intet er som det plejer"!
Hvis nogen troede det bare lige varede indtil sommer, så blev de klogere. Og alt tyder på at vi alle skal belave os på at forbud og begrænsninger vil komme og gå i en lind strøm det næste lange stykke tid - måske helt frem til og med sæsonen 2021-2022!?
Således er "intet som det plejer" også på Grey-Hounds. En ny stramning og begrænsning i antal forsamlede truer endnu engang med at begrænse eller helt forhindre muligheden for bare at træne. Det var derfor magtpåliggende for træner og holdledere at deltage og dermed få gennemført en af sæsonens turneringskamp på udebane to måneder før jul - kampen mod Team Locomotion Esbjerg - selv om det mildest talt var op ad bakke med at få stillet hold!
En ualmindelig velspillet kamp i adstadigt tempo - fra Locomotion - resulterede i en vaske ægte afklapsning til hundene, som efter 1. periode indkasserede en røvfuld på 7-0, og dermed så ualmindelige grå ud i ansigterne.
Efter lidt omrokeringer på pladserne, hvor der kom lidt mere bevægelse på oppe foran, hvilket igen forhindrede Locomotion i at komme til alt for mange chancer, endte 2. periode med et nederlag på 2-0.
Så var der også ved at være udsolgt på alle (spiller-)pladser i 3. periode! Selvom hundene gjorde alt hvad de kunne for at holde Locomotion fra skudmuligheder, hang tungen ud af munden på de fleste hunde, og i flere tilfælde kunne Locomotion skubbe pucken over streget uden større besvær, når de kom tæt nok på mål. Det kneb til sidst at løfte skøjter og stav hurtigt nok for hundene , så der reelt var tale bandespil, når Locomotion fik mulighed for at skyde pucken ind omkring mål. De halsende hunde måtte derfor indkassere endnu et 7-0 nederlag i 3. periode.
En ordentlig mavepuster (foruden krampe på en vital plads) i mere end en forstand blev dagens udkomme. Skud statistikken taler sit eget sprog (20-4, 2-6 12-4).
Alt-i-alt en mandeindsats som holdet - trods alt - sagtens kan være bekendt. Og hvem ved. Måske bliver det den sidste kamp i år!?