30/06/2026
OBK har fået endnu en stærk lokal samarbejdspartner med ombord. Sisyfos Consult & Invest har indgået et Business Sponsorat med klubben – et sponsorat, der bygger på både kærlighed til badminton, lokal opbakning og et ønske om at bidrage til det fællesskab, der hver dag skabes i Odense Badminton Klub.
Vi har taget en snak med Jonas Pasgaard Krogh fra Sisyfos Consult & Invest om, hvorfor de har valgt at støtte OBK, hvad de ser i klubben, og hvad de håber, samarbejdet kan udvikle sig til.
- Hvorfor har I valgt at støtte OBK?
Beslutningen kom egentlig ret naturligt. Mit hjerte har banket for badminton siden jeg selv stod på banen som ung – og jeg har tabt mere end én kamp til OBK-spillere gennem årene. Nu er det min søn, der spiller i klubben, og så var det bare oplagt at gøre noget mere end at råbe ham op fra tribunen.
OBK er den stærkeste klub på Fyn, og det er en klub, der formår noget ret sjældent: at skabe ægte glæde og fællesskab om en sport, der fortjener mere opmærksomhed. Den glæde ser jeg i øjnene på de unge spillere hver gang de er på banen – og den vil vi gerne være med til at holde i live.
- Hvem er I som virksomhed?
Sisyfos Consult & Invest er et investeringsselskab med to ben at stå på. Vi investerer i SMV-virksomheder inden for SaaS-branchen, hvor vi ser potentiale for vækst og udvikling. Derudover arbejder vi med det vi kalder con amore investeringer – projekter og partnerskaber vi tror på, ikke kun fordi tallene peger rigtigt, men fordi hjertet er med. OBK er netop en sådan investering.
- Hvad vil I gerne have ud af samarbejdet?
Mere end eksponering handler det for os om at være en del af noget, der betyder noget lokalt. Vi vil gerne bidrage til at OBK kan fortsætte med at udvikle unge talenter og skabe en klub, folk er stolte af at tilhøre. Hvis vi undervejs kan skabe lidt synlighed om Sisyfos og møde andre med et erhvervshjerte for fynsk sport – så er det en bonus vi sætter stor pris på.
- Hvad vil være en succes for jer om 1 år?
Succes for os er egentlig ikke så kompliceret. Om et år håber vi, at vi stadig er en del af OBK-familien – og at vi har fået skabt nogle gode oplevelser sammen med klubben og de andre sponsorer. Badminton samler mennesker, og vi tror på, at det samme gælder rundt om banen. Hvis vi om 12 måneder kan se tilbage på et samarbejde, der har givet gode minder, nye bekendtskaber og måske lidt stolthed over at have bidraget til noget lokalt og meningsfuldt – så er vi glade.
Vi er utrolig glade for at have Sisyfos Consult & Invest med på holdet og ser frem til et samarbejde, der både styrker klubben, fællesskabet og de mange oplevelser omkring badminton i OBK.
Har din virksomhed også lyst til at blive en del af OBK’s netværk af samarbejdspartnere – og samtidig støtte udviklingen af fynsk badminton, unge talenter og et stærkt lokalt fællesskab?
Så ræk endelig ud til os. Vi tager gerne en uforpligtende snak om, hvordan et sponsorat kan se ud, og hvordan vi sammen kan skabe værdi både for klubben og for din virksomhed.