10/10/2026
B1909 søgte men fandt ikke guldet
Det bliver i denne sæson en vej mod toppen med flere bump, end mange røde tilhængere havde håbet. Lørdagens kamp mod Middelfarts reservehold blev tabt 2-3 (0-2) efter en kamp med både solstrejf og nærmest tredobbelt skybrud.
Det var en 1. halvleg uden mange lyspunkter. Middelfart pakkede sig som ventet og B1909 fandt ikke nøglen til at åbne deres forsvar for alvor. De gange, de røde var tæt på, blev der lige driblet en gang for meget eller de blåklædte nordvestfynboer fik rigelig tid til at blokere.
Og når der så tilmed blev uddelt milde gaver i forsvaret i to tilfælde, efter 23 og 38 minutter, hvor Middelfarts målscorere ikke blev generet synderligt, så blev der for alvor noget at tale om i pausen.
I slutningen af 1. halvleg satte det ind med et uvejr af de helt store, hvor kaskader af vand ramte anlægget på Gillestedvej og det stod på hen over halvlegspausen. Og hvad skulle der så ske i 2. halvleg?
Spillerne kom op til den flotteste dobbelte regnbue og for enden af en sådan er der som bekendt en guldskat begravet. Den gik nierne efter og det begyndte godt. Middelfarts føring blev i løbet af to minutter indhentet ved først en scoring af topscorer Pappa Barro Drame, der fangede keeperen langt ude af sit mål og lobbede den ind over ham.
Et par minutter senere var de røde i overtal i et angreb og fra kanten af feltet kunne Mathias Pedersen sætte udligningen ind til 2-2. Der var spillet 53 minutter og de fleste omkring banen forventede nu for alvor et come back af de røde hjemmebanehelte og at de nu skulle gå målrettet efter guldskatten ved regnbuens fod.
Men B1909 slap speederen på et tidspunkt, hvor gæsterne skændtes indbyrdes og lige der syntes alle muligheder ellers åbne. Desværre blev det så igen Middelfart, der fandt usikkerheden i den røde defensiv. En omstilling endte i tre afslutninger, hvor keeper Gustav Rahbæk Juel flot klarede de to første, men ikke fik meget hjælp og så scorede Middelfart efter 64 minutter det, der viste sig at blive sejrsmålet.
B1909 forsøgte både at spille bredt og mere direkte. men der var ikke rigtig noget, der ville lykkes denne dag. Tilsat et forbløffende stort antal røde fejlpasninger og forgæves driblinger blev opgaven nemmere for gæsterne, end den burde have været.
Måltavlen kom ikke yderligere i aktion og B1909s spillere og tilskuere måtte konstatere sæsonens andet hjemmebane nederlag og at vores hjemmebane endnu ikke er blevet det fort, vi havde håbet.
Holdene lige over os fik begge point og top2 holdene spiller søndag mod på papiret overkommelige modstandere. B1909s næste modstander er Glamsbjerg ude lørdag den 17. oktober kl. 15.