16/09/2014
Så er det ved at være tid til at runde mit lille projekt af med en løbsberetning og upload af billeder fra selve løbet.
Fredag aften var sommerfuglene virkelig ved at indfinde sig. Sådan en fredag aften er der nok at se til med 3 små børn - aftensmad, nattøj, disney-sjov og hvad der ellers hører til fredag aften. Så Tine var godt træt, efter hun vel stort set klarede det hele selv :), mens jeg fik lov til at tusse rundt med min huskeseddel og pakke min lille Hyundai fra GR Biler. Alt skulle være klar så der var mindst muligt at tænke på for mine hjælpere i bilen dagen efter.
Jeg havde fået lavet liste med depot-indhold, hvilke ting der lå i bilen samt kort med ruten.
Kl. ca. 21.30 var jeg færdig med at pakke, herefter lagde jeg mig på sofaen og så den inspirerende dokumentar "Toughest race on earth" med James Cracknell (http://www.youtube.com/watch?v=z0Qak8e4vYA) i håb om at jeg ville huske noget af det, når jeg under de 100 miles fik rigtig ondt af mig selv - det skulle dog vise sig at oplevelsen på de 100 miles blev så stor at jeg "desværre" ikke skænkede dokumentaren en tanke - men god er den :).
Herefter gik jeg i seng og sov fra kl. 23. Efter nogle timer vågnede jeg og var lysvågen med det samme - desværre kunne jeg konstatere at kl. kun var 03. Jeg kæmpede med at falde i søvn i over en time, men så sov jeg også til uret ringede kl. 6.30.
Igen var jeg lysvågen med det samme (det er jeg som regel ikke til daglig :) ). Op og få tøj på, morgenmad blev indtaget, det sidste mad pakket i bilen, lidt energidrik blev blandet som jeg tog med i bilen. Jeg hviskede vi ses til Tine og børnene og kørte afsted mod Nykøbing kl. 7.15.
Allerede ved mødestedet på vandrehjemmet kunne man mærke en speciel stemning - spændt men på en behagelig og afslappet måde. Alle var i godt humør og det var fedt at være så tæt på at skulle i gang med det mål, man havde trænet hen i mod i knap 11 måneder. Jeg vil tro, at jeg har tænkt på denne dag under hvert eneste træningspas siden målet blev sat i november sidste år - og nu var det DAGEN.
Fælles bustur til kirketorvet i Nykøbing, hvor hver enkelt løber blev præsenteret. Herefter nåede jeg lige at hilse på familie og venner samt snakke kort med mine hjælpere i følgebilen. Men nu ville jeg gerne bare i gang. Klokken blev endelig 9.30 og løbet blev skudt i gang.
Efter et par runder gennem gågaden i Nykøbing løb vi mod første depot lige uden for byen. Her stod mine hjælpere klar med løberygsæk med væske og energi, og det var videre mod 10 km depotet med det samme. Det var fedt bare at komme videre og ikke hænge i depoterne efter væske og mad. Hjælperne sørgede bare for at det kørte derudaf fra start.
Min plan var at lægge ud omkring 6.00 pr. km inkl. depot-stop - det skulle få mig i mål i en tid omkring 21,5 timer. Jeg slog hurtigt følgeskab med en gammel fodboldkammerat, Frank Nielsen, som jeg kendte fra skoletiden i Nykøbing. Det kørte rigtig fint og vi snakkede de første 40 km og tiden gik rigtig hurtigt. 40 km blev rundet i lige under 4 timer - lige efter planen. Ved 40 km ville Frank skifte tøj og få lidt mad, men min rygsæk var klar, så jeg løb videre mod Feggesund, hvor vi vendte rundt og løb mod syd. Her fik vi vinden i ryggen og solen lige i hovedet, så nu blev det rigtig varmt. Ved 60 km begyndte jeg at blive lidt ør i hovedet. Jeg vidste at det formentlig var tegn på at jeg begyndte at mangle væske, så jeg begyndte at indtage mere væske, hvilket resulterede i at jeg fik lidt problemer med maven, så fra 60 til 80 km føltes det lidt hårdt og det var en balancegang mellem lidt svimmelhed og kvalme/ondt i maven - og ved 78-80 km var faktisk eneste gang på turen, hvor tvivlen stak sit grimme ansigt frem. Jeg havde ikke appetit på noget og medbragte nutella-madder og sandwiches blev bare en klump i munden og måtte spyttes ud igen. Ved 80 km depotet fik jeg igen rygsæk med nye forsyninger og fik lidt stående massage af far Mads. Jeg besluttede at gå hele vejen op ad den jævne stigning ved Fårtoften, og det var vist den helt rigtige beslutning. Maveproblemerne forsvandt og svimmelhed mærkede jeg ikke mere til herefter. Solen begyndte nu også at slippe sit tag, hvilket gjorde at jeg også kunne reducere mit væskeindtag lidt. Samtidig gik jeg helt over på kun at indtage bananer, pærer, gels samt lidt chokoladebarer og selvfølgelig vand, energidrik og lidt cola.
Tidsplanen begyndte nu at skride lidt til den positive side. De 80 km blev nået på lidt over 8 timer - her havde jeg regnet med 8½ til 9 timer. Men jeg begyndte nu at få det bedre end jeg havde haft længe, så jeg blev enig med mig selv om at holde på. Hvis jeg så begyndte at få det skidt, så måtte jeg bare ned og gå med det samme. Men det kørte upåklageligt og jeg havde det rigtig fint. De 100 km blev nået på 10 timer og 20 min og jeg kunne blive ved med at løbe, selv om der også blev gået ind imellem nu.
Ved Karby efter ca. 110 km var det blevet mørkt, men jeg kunne nu begynde at tælle ned. Jeg var dog ved at have lidt ondt af mig selv, men var egentlig ved godt mod. Og det blev endnu bedre da Dennis, BS og NH fra Skive Trailrunners stod med deres mountainbikes midt i Karby. De havde taget turen fra Skive og ville cykle med et stykke - det var perfekt og gav virkelig moral og endnu mere humør. De cyklede med ca. 10 km (herefter satte de kursen mod Skive - de skulle hjem og løbe Skive løbet dagen efter, så det var bare vildt de gad tage turen til Mors og støtte på ruten - det betød meget og det var det helt rigtige tidspunkt de kom på). Præcis da de drejede fra mod Skive kom Frederik Lassen op til mig - min første sætning var vist "at det var en ære først at blive overhalet af ham ved 120 km" :). Jeg fik lige taget et billede med ham ved næste depot, han satte farten lidt ned og fulgtes med mig i 5-7 km, hvilket gjorde at jeg fik rigtig godt flow i stedet for at gå meget, som jeg nok ville have gjort, hvis Frederik ikke var kommet forbi præcis som Trail-drengene var cyklet mod Skive. Vi snakkede lidt undervejs og jeg lærte en ting eller to om ultraløb. Frederik mente, at jeg da skulle med i mål under 18 timer, så jeg fik de 2 ltr lokal whiskey, som var udlovet til alle der kom i mål under 18 timer. Jeg mente ikke helt, at jeg havde det i mig - det havde faktisk stort set ikke strejfet mig på dette tidspunkt, hvor jeg faktisk bare var rigtig tilfreds over at jeg herfra formentlig uden større sværdslag så ud til at kunne glide i mål under 20 timer. Men der manglede jo bare en marathon og jeg havde 5 timer til det på dette tidspunkt - selv Frederiks mor kunne åbenbart løbe en marathon på 5 timer, så det var han sikker på at jeg også kunne. Jeg tvivlede stadig lidt...
Ved 125 km skiltes vi, men jeg lovede at holde skruen i vandet og max gå et minut af gangen - og det gjorde faktisk lige ondt uanset om jeg løb eller gik - og så kunne jeg jo lige så godt løbe - det var virkelig oppe i hovedet det foregik nu.
Nu løb jeg faktisk meget mere end jeg gik. Jeg gik kun op ad bakker - og jeg fornemmede at det gik godt. Da jeg nåede Sillerslev Havn med ca. 25 km tilbage havde jeg stadig en god chance for at komme i mål under 18 timer. Ved Ljørslev med ca. 20 km igen var der en lille krise, da jeg kom til at tænke på at der formentlig var omkring 2 timer hjem selv om jeg næsten var ved Højris Slot og kunne se til Nykøbing om lidt. Men her var jeg så igen heldig, at få følgeskab af en af cykel-ledsagerne fra Pinen og Plagen. Selv om jeg vist næppe gav udtryk for det, så var det virkelig rart. Han fulgte mig hele vejen fra Ljørslev til Højris hen ad skræppedalsvej. Næstsidste depot gik hurtigt - jeg løb hele vejen nu for jeg vidste at om lidt gik det under Sallingsundbroen og herefter op ad savværksbakken og ind i skoven ved Jesperhus. Her troede jeg at jeg mistede chancen for en sub 18 timers tid. Jeg overbeviste mig selv om at jeg måtte tage det roligt og gå hele vejen op og herefter forsøge at komme i løb igen og så måtte jeg se ved sidste depot med ca. 6 km igen om jeg stadig havde chancen. Efter bakken i skoven løb jeg de næste 3-4 km til sidste depot, hvor mine nathjælpere (min mor, moster og søster) stod klar med det sidste væske. Cykel-ledsageren var med hele vejen gennem skoven og rundt ved søen ved Jesperhus - det er virkelig fantastisk at nogen gider gøre det for os skøre løbere (Y). Ved sidste depot regnede jeg ud, at jeg stadig havde chancen for sub 18 timer, hvis jeg kunne holde lidt over 7 min. pr. km resten af vejen. Det var ikke umuligt tænkte jeg, og det skal i hvert fald have chancen. Jeg vil ikke stå dagen efter med en tid på 18 timer og 2 minutter og tænke at dem kunne jeg godt have fundet på de sidste km. Jeg løb stort set hele vejen til mål fra sidste depot - tror kun jeg var nede at gå op ad en enkelt bakke. På Rugvangen var der pludselig uventet opbakning, da 3-4 gamle badminton-kammerater stod og råbte på mig. Havde desværre ikke tid til at stoppe, men det var fedt (og surrealistisk kl. 03.10). Jeg spurgte min cykel-ledsager flere gange hvor langt han troede der var til mål, og jeg kunne godt regne ud at hvis hans svar var rigtig, så kunne det ikke gå galt nu. Jeg havde et fint tempo og løb med ca. 5.35 pr. km de sidste 2 km - det var det sidste energi der skulle bruges og det blev det. Hold k... jeg var glad for at se porten, da jeg rundede tangen ved Ørodde. Jeg fik tårer i øjnene, da jeg så Tine og børnene samt mor, far, søster og svigerfar stå på den anden side af porten. Der var mange tanker de sidste 200 meter - på hver træningstur havde man drømt sig hen til de sidste par hundrede meter hen langs græsset ved vandrehjemmet og nu var man der. Hvor var det fedt og så var det bare en ekstra bonus at jeg holdt mit "løfte" og holdt skruen i vandet hele vejen hjem og løb i mål i 17 timer 51 min og 45 sek. Det var en følelse alle burde opleve på en eller anden måde. Det var for FEDT.
Jeg har med vilje ikke nævnt så meget omkring arrangementet. Der er IKKE en finger at sætte på det. Glade hjælpsomme mennesker overalt - og det smitter af på løberne og deres hjælpere. Det giver bare overskud og det gør at folk kommer tilbage år efter år (selv om det er et løb der kræver lidt mere træning end de fleste andre løb). Jeg kan huske ved et bemandet depot omkring de 130 km, hvor min mor nævnte "Det er Mona, der står i depot her", at jeg tænkte "det er da ufatteligt at de kan få folk til at stå her kl. 23.30 en lørdag aften" - havde vist ikke overskud til at sige noget :).
Næste år håber jeg at sidde i følgebil og hjælpe en kammerat igennem strabadserne og håber han får en tilsvarende oplevelse for livet som jeg havde i lørdags.
Inden jeg runder projektet helt af bliver jeg i bedste Oscar-stil nødt til lige at takke Michael Kramer og P.A. igen - det var så fedt at have jer i bilen - det kørte bare.
Kramer - tak for mange hundrede træningskm. Det er så vildt at du gider stå op en lørdag morgen kl. 5.30 for at løbe med mig til Glyngøre, Jesperhus eller til Roslev og hjem igen (at du så lige efter 32 km tager ud og spiller fodboldkamp om aftenen gør det ikke mindre imponerende) - tak for det. Jeg skylder det næste års tid og håber at betale tilbage til 100 miles 2015 :)
Mor, Moster Grethe og Lene - tak fordi I tog nat-tjansen. Det kørte som smurt - bagklappen var altid lige åben ved depotet, så der kunne skiftes rygsæk, trøje osv siddende. Det kørte altså også bare som om I havde prøvet det før (Y).
Jeg kunne blive ved med at takke folk, der har lånt mig ting, folk der kiggede forbi på ruten, så her undlader jeg lige at nævne navne - ingen nævnt ingen glemt :) - bare tak.
Og til slt tak for støtten til www.netip.dk samt stor tak for lån af sponsor-bil til www.grbiler.dk - fedt I gider støtte op om alm. menneskers tossede idéer. (Y)
Бег, марафон, песчаный марафон, Труднейший в мире марафон с Джеймсом Крэкнеллом
