28/04/2026
𝐇𝐞𝐧𝐫𝐢𝐤 𝐏𝐞𝐡𝐫𝐬𝐨𝐧 𝐭𝐢𝐥𝐤𝐧𝐲𝐭𝐭𝐞𝐭 𝐌𝐓𝐇𝐐 𝐩𝐚̊ 𝐞𝐧 𝐭𝐨𝐚̊𝐫𝐢𝐠 𝐚𝐟𝐭𝐚𝐥𝐞
”Lokalforankring af høj kvalitet med erfaring inden for ungdoms- og seniorniveau. Jeg har ingen tvivl om hans drive for vores projekt.”
Sådan lyder det fra Mikkel Aggerholm, ansvarlig for Mors-Thy Håndbold Q, der ser frem til, at Henrik Pehrson fra Skive i de to kommende håndboldsæsoner vil være at finde omkring ungdomshåndbolden på Mors og i Thy. Her vil han være tilknyttet MTHQ – også kendt som U17-piger, U19-piger og seniorkvinder i Mors-Thy Håndbold – på en toårig aftale.
Henrik Pehrson har i den foregående sæson – ved siden af sit daglige arbejde som skolevejleder i Skive Kommune – været assistenttræner for Bjerringbro FH i kvindeligaen. Samtidig har han i Skive fH været mangeårig aktiv omkring diverse pigehold i klubben. Inden trænergerningen havde Henrik selv en håndboldkarriere på højt niveau i Skive, så der er tale om en mand, der har levet for håndbolden, og som vi i dag kan præsentere som en del af MTHQ.
”Jeg glæder mig meget til at starte i MTHQ, hvor jeg skal være tilknyttet som træner på ungdomsholdene og være med inde over U17- og U19-rekruttering på pigesiden, så vi forhåbentlig også kan få succesfulde holdbilleder à la det, vi har set på drengesiden de senere år – herunder diverse aktier i landsholdsudtagelser, som har bragt Mors-Thy Håndbold Akademi helt frem i de store medier.
Jeg er ikke tilknyttet for at skulle revolutionere tingene fra dag ét, da man allerede har gang i meget godt fodarbejde, men for, at vi på den lange bane kan stå stærkest muligt i Mors-Thy Håndbold Q. Jeg mærker Mikkels energi i projektet og vil forsøge at matche den, så vi sammen kan styrke pigedelen i Mors-Thy Håndbold Akademi, hvor der til den kommende sæson også kommer bosatte piger. Vi vil dog rigtig gerne have endnu flere unge pigetalenter tilknyttet i MTHA – både hjemme- og herboende.
Vi kigger i de kommende år ind i en spændende gruppe pigespillere, hvor vi håber at kunne optage endnu flere elever og skabe noget rigtig godt blandt pigerne, som ikke nødvendigvis skal være i Aarhus-området eller på Oure. Her ser vi en mulighed for at være det foretrukne nordvestjyske pigetilbud, da MTHA gennem drengesiden allerede har et meget stærkt tilbud med god kultur, boform, skarpe uddannelsesvejledere og meget mere. Det mix mellem drenge og piger kan skabe en virkelig fed og lærerig tid for de unge mennesker, hvor deres sociale trivsel også er meget afgørende.
Vi er allerede godt i gang med planlægningen til den kommende sæson, men har man mod på at høre mere, så har MTHQ åben træning i Sparekassen Thy Arena Mors 2 mandag den 25/5 fra klokken 14.30 og tre timer frem. Her er man velkommen til at komme forbi og mærke, hvad det er, vi kan tilbyde,” forklarer Henrik selv om tilvalget af MTHQ.
Fra Mikkel Aggerholm var der heller ikke megen tvivl om tilknytningen af Henrik Pehrson:
”Vi er enormt stolte over at få en kapacitet som Henrik koblet til vores håndboldprojekt, da vi er sikre på, at han er den rette – både på kort og lang sigt. Derfor har vi også lavet denne toårige aftale med forhåbning om, at det kan blive til endnu flere år efterfølgende. Henrik har lokal tilknytning og kommer direkte fra kvindeligaen og er desuden en stor del af Talent+ med udvikling af unge håndboldtalenter. Samtidig har han en kæmpe erfaring fra ungdomstiden i Skive fH, hvilket giver de helt rigtige kompetencer til vores unge piger.
Når man kigger på miljø og setup, kan vi nu være med helt i toppen, hvor vi har ambitioner om at være områdets førende pige- og damemiljø. Her er tilknytningen af Henrik et skridt på vejen,” uddyber Mikkel.
Som Henrik nævnte, er der åben træning for alle kommende U17- og U19-spillere mandag den 25/5 fra klokken 14.30, hvor vi håber, at mange af de lokale talenter vil slå et s**t forbi Nykøbing Mors.
For yderligere spørgsmål kan Mikkel Aggerholm kontaktes på 26337162, mens Henrik Pehrson kan kontaktes på 60133632 📞