17/08/2026
Portræt af en bokser!
Tue Trnka🥊
Hvis nogen havde spurgt mig for 10 år siden, om jeg nogensinde ville vende tilbage til boksningen eller MMA, havde svaret været nej.
Efter mange år som træner på eliteplan var jeg færdig. Jeg havde rejst verden rundt med mine kæmpere, kommenteret store kampe og levet et liv, hvor præstation, evaluering og optimering fyldte næsten alt. Men mine prioriteter begyndte at ændre sig. Jeg ønskede et liv med mere tid til familien, og derfor lagde jeg sporten bag mig. Jeg havde løbet hornene af og opnået langt mere, end jeg nogensinde havde drømt om.
Vi lagde derfor vores liv om herhjemme, og i dag arbejder jeg som direktør i Komplet Køberrådgivning. Det giver mig friheden til selv at disponere over min tid. Den frihed blev afgørende, da jeg valgte at udnytte den til at gøre en forskel.
I foråret 2022 rejste jeg til den polsk-ukrainske grænse for at hente en flygtningefamilie til Danmark. Jeg tog afsted for at hjælpe nogle andre mennesker. Jeg kom hjem som et menneske, der så verden på en ny måde.
Den oplevelse blev senere til bogen Kærlighedsaftalen.
Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var, hvor stor betydning ét menneske kan have for et andet. Ikke fordi man er perfekt eller ekstraordinær, men fordi man vælger at være der, når der er brug for det.
Det var også den erkendelse, der fik mig tilbage til sporten.
Jeg kom ikke tilbage, fordi jeg savnede medaljer eller store stævner. Jeg kom tilbage, fordi jeg igen fik lyst til at være noget for andre mennesker. Jeg fandt ud af, at den største forskel, jeg kunne gøre, ikke nødvendigvis var på den største scene, men i hverdagen over for de unge mennesker fra lokalmiljøet. Jeg ville leve op til den forpligtelse, som min frihed giver mig.
Da jeg besluttede mig for at vende tilbage til sporten, traf jeg også en anden beslutning. Jeg genoptog samarbejdet med Nicolas Dalby som hans træner. Ikke fordi jeg havde et ønske om at vende tilbage til eliteidrætten, men fordi jeg vidste, at resultater på sportens største scene ville give mine ord en tyngde, som jeg kunne bruge i arbejdet med de unge i Karlebo Bokseklub.
For mig er boksning nemlig ikke først og fremmest en sport. Den er en ramme. En ramme, hvor unge og voksne kan lære disciplin, ansvar, loyalitet, respekt og mod. Hvor man lærer, at man godt kan være stærk uden at være hård, og at man skal være tro mod sig selv og sine værdier. For de værdier, man lærer i træningssalen, er langt vigtigere end det, der sker inde i ringen.
Målet er aldrig sejren. Målet er udviklingen. Udviklingen skaber præstationen. Og præstationen fører nogle gange til sejre. Sejrene er blot et biprodukt af udviklingen.
I Karlebo Bokseklub bygger vi nemlig ikke vores kultur på talent. Vi bygger den på hårdt arbejde. På vedholdenhed. På disciplin. Og på den trofaste indsats, vi lægger i fællesskab i klubben. I den proces sveder, bløder og græder bokserne bogstaveligt talt sammen. Gennem den proces bliver de ikke kun bedre til at præstere. De bliver også bedre udgaver af sig selv. De bliver bevidste om deres egne styrker og svagheder.
Vi stiller høje krav til hinanden. Vi er ærlige, når noget skal forbedres, men vi møder altid hinanden med respekt og omsorg. Det ene udelukker ikke det andet. Integritet er en grundsten i den kultur, vi forsøger at skabe.
Når et ungt menneske oplever, at hårdt arbejde, disciplin og målrettet indsats gør det muligt at overvinde svære udfordringer, opstår der noget langt stærkere end selvtillid. Der opstår en grundlæggende tro på, at man selv kan påvirke sit liv.
Den erkendelse bliver ikke i bokseringen. Den følger dem videre gennem uddannelse, arbejdsliv, familieliv og relationer. Når de opdager, at de kan flytte deres egne grænser gennem disciplin, vedholdenhed og fællesskab, ændrer det den måde, de møder livets udfordringer på. Så vinder de ikke bare boksekampe. Så vinder de i livet.
Det er derfor, jeg og de andre ildsjæle bruger så mange timer i Karlebo Bokseklub. Ikke fordi klubben udvikler boksere, men fordi den udvikler mennesker. For de unge mennesker, vi møder i dag, er de voksne, der skal bære vores samfund i morgen.
Hvis bare nogle få unge mennesker går herfra med mere selvtillid, større ansvarsfølelse og en oplevelse af, at de hører til i et stærkt fællesskab, så synes jeg, vi har opnået noget langt vigtigere end at kunne skabe klasseboksere.
Vi løfter i flok, men jeg vil dog gerne rette en særlig tak til Jacob, som er en uvurderlig del af den indsats, vi lægger i klubben. Jeg er meget privilegeret over at have ham som mit sidekick. Han er den slags menneske, der ikke søger anerkendelse, men som de unge mærker, fordi han altid er der. Den kultur, vi bygger i klubben, ville ikke være den samme uden ham.
Sport kan udvikle dygtige atleter. Men sport kan også udvikle gode, stærke mennesker, hvis vi tør bruge den til det.
Det er den kamp, vi forsøger at vinde i Karlebo Bokseklub.
