08/06/2026
❌ NEDERLAG I BUNDBRAGET ❌
Først og fremmest beklager vi, at kampreferatet fra onsdagens kamp mod Hjordkær kommer lidt senere end normalt.
Desværre blev det heller ikke den aften, vi havde håbet på. Hjordkær kunne tage hjem med en 4-1 sejr og tre meget vigtige point i bundstriden.
Kampen fik en skidt start for hjemmeholdet. Allerede efter 4 minutter bragte gæsterne sig foran 1-0, da vi var for passive i opdækningen på et hjørnespark.
Herefter reagerede vi egentlig fint. Vi var godt med i kampen og fik skabt en del muligheder. Blandt andet ramte vi stolpen to gange i løbet af første halvleg, og der var perioder, hvor det lignede, at en udligning lå i luften.
Et minut før pausen gik det dog galt igen. En lang bold endte efter et par omgange i nettet, og i stedet for en tæt kamp stod der pludselig 0-2 ved pausen.
I omklædningsrummet var budskabet klart: Fortsæt arbejdet, for chancerne var der.
Løjtholdet kom også godt ud til anden halvleg, og efter blot tre minutter fik vi reduceret. En clearing landede for fødderne af Milan Boyum, som flot sendte bolden i mål til 1-2.
På det tidspunkt føltes det som om, at momentum var ved at skifte, og at udligningen kunne være inden for rækkevidde.
Efter 59 minutter fik vi dog endnu en kold spand vand i hovedet. En kæmpe brøler i bagkæden sendte en Hjordkærangriber alene igennem, og han svigtede ikke. 1-3.
Det satte sig naturligvis lidt i holdet, men vi fortsatte med at jagte målene. Det blev blandt andet til et skud på overlæggeren samt en kæmpe chance til Jonas Balking, som blev reddet flot af Hjordkærs målmand.
Efter 78 minutter blev opgaven endnu sværere. Løjt modtog to gule kort i samme situation, og pludselig skulle de sidste minutter spilles 9 mod 11.
Tre minutter senere lukkede Hjordkær kampen definitivt, da en flot omstilling blev omsat til 1-4.
Alt i alt en kamp, hvor vi igen må kigge indad. Der var perioder med fint spil og chancer nok til at gøre kampen spændende, men vi laver for mange fejl i begge felter og bliver straffet hårdt for dem.
Status er nu, at der er 5 point op til playoffpladsen, og derfor ser det svært ud. Der resterer dog stadig kampe, og så længe der er point at spille om, kæmper vi videre.
Næste mulighed kommer allerede i morgen, når turen går til Rødekro.
—
Kampens spiller:
Nicolaj Sabat
Nicolaj var i perioder her, der og alle vegne. Han arbejdede stenhårdt gennem hele kampen og leverede samtidig flere gode aktioner på bolden.
—
Kampfakta:
4’ 0-1 Hjordkær
44’ 0-2 Hjordkær
48’ 1-2 Milan Boyum
59’ 1-3 Hjordkær
78’ 🟨 Jonas Balking
78’ 🟨 Hjalte Rasmussen
78’ 🟨 Henrik Koch
81’ 1-4 Hjordkær