15/04/2026
Et af vores medlemmer har været på eventyr🤗 Steven Mountfield var slt marts med til VM i 48 timers løb med multidagslandsholdet og tilbagelagde hele 367,074 km. 🇩🇰🏃♂️Det gav en 8. Plads blandt alle herrer og en 3. Plads i hans aldersgruppe (M45-49)🥉 Samtdig tog herrerne på det danske multidagslandshold holdguld 🥇 Sikke en bedrift af Danmark og vores klubmedlem Steven - Giv ham et kæmpe like med på vejen! 🤗
Løbet foregik på en 1.400 m bane i Milano 🇮🇹Danskerne vandt med 760 km foran Spanien (732 km) og Polen (728 km).
Læs hans løbsretning her.
Billeder fra Steven Mountfield og multidagslandsholdets instagram.
VM 48 timer • 367 km • 262 runder på en 1.400 m bane i Milano
LØBSBERETNING
”Jeg er hjemme igen – med hævede ankler, negle der falder af og et smil, jeg ikke helt kan få af ansigtet.
FORBEREDELSEN
Til Skanderborg Ultra i oktober fik jeg en baglårsskade midt i løbet og endte med at gå rigtig mange kilometer. Det var frustrerende – men det satte også dagsordenen for Milano: Jeg skulle forblive løbende hele vejen. Hvis det lykkedes, ville jeg nå længere; mit bedste bud var 385 km, som blev målet.
Forberedelserne var et nøje planlagt træningsprogram med en peak-uge på 200 km tre uger inden start. Programmet blev fulgt til punkt og prikke – med et velfortjent afbræk til skiferie. Formmæssigt var jeg mindst lige så klar som til Skanderborg, men havde flere erfaringer med, hvordan strabadserne kunne takles. Dertil kom en opdateret pace-plan og et dedikeret familiecrew.
Mentalt var jeg ikke helt der, hvor jeg gerne ville være. Til Skanderborg var målet klart (300 km og landsholdsudtagelse); her til VM var der ikke samme tydelige mål. Hvad skulle jeg så bruge som motivation, når det hele ikke spillede? Jeg endte med at acceptere, at jeg ikke havde et klart svar på forhånd, og at jeg måtte arbejde mig frem til det undervejs. En vigtig læring i sig selv: Man behøver ikke være perfekt og “klar” fra start.
SELVE LØBET
Fredag kl. 12: Start.
De første 12 timer løb jeg lidt for hurtigt – ca. 5–15 sek/km hurtigere end planen. Det føltes rigtigt, og kroppen var stærk, velvidende at jeg måske brugte energi, jeg ville få brug for senere. Data har efterfølgende bekræftet, at jeg var kontrolleret – bare hurtigere end plan.
Så kom nat 1, og her mødte jeg noget af det, jeg frygtede mest: kulden . I tidligere løb har kombinationen af kulde og en længere pause/lur gjort kroppen stiv, så jeg tillod mig ingen pause, før solen og varmen var tilbage. Men den mørke Milano-nat, de kun 2 grader og følelsen af manglende energi gav en længere gangperiode på fire timer, som ellers først var planlagt i nat 2. Som landshold havde vi Anders, Søren og Casper P med som crew; jeg brugte dem både til at holde mig i gang og til samtaler om det mentale “why”, jeg manglede netop her. Det var guld værd. Jeg satte også en lydbog i ørerne, som hjalp mig gennem de mørkeste timer. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Jeg erfarede, hvad Milano-nætterne er – og var bedre forberedt på nat 2.
Da solen kom lørdag morgen , kom energien med. Jeg justerede planen og skiftede fra 25 min løb + 5 min gang til at gå stigningerne og løbe resten (der var 2 “stigninger” på ruten med samlet 2,7hm, men efter mange runder blev de til gå-bakker). Det gav ny rytme og overskud – og pludselig var løbet sjovt igen . Kl. 10.30 tog jeg min første lur. Jeg fik 10 minutter og nåede lige at falde i søvn, før jeg skulle afsted igen.
Lørdag aften var jeg flyvende – særligt mellem kilometer 260 og 268. Rytmen var god, kroppen responderede, og jeg havde en klar fornemmelse af at kunne blive ved uendeligt. Et af de øjeblikke, man løber efter.
Så kom ankelsmerterne : venstre ankel/skinneben, højre ankel/læg. Prisen for 32+ timer med rigtig mange højresving på Milanos asfalt og beton. Jeg løb videre – selvfølgelig.
Søndag morgen ramte det mentale lavpunkt. Jeg fik en besked fra crewet om, at jeg var røget en plads ned i aldersgruppen – det viste sig senere at bero på en misforståelse. Det kunne jeg ikke se i øjeblikket. Skaden var sket, og jeg faldt ned i hullet . Mentalt havde jeg allerede fejret min 3. plads, så det føltes, som om alt var tabt. Jeg var klar til at sætte mig i bilen og køre hjem.
Heldigvis havde jeg erfarne folk omkring mig. Anders kom tilbage fra hotellet, og jeg fik hurtigt sagt, at den var helt gal. Han så straks muligheden for at matche mig med Casper Lauritsen, der selv havde haft en hård nat med maveproblemer og var vendt tilbage. Først gik vi en runde, hvor jeg fik lukket frustrationerne ud. Så fik Casper udredt misforståelsen (jeg lå stadig nr. 3 i aldersgruppen) og flyttet mit fokus til den samlede placering. Jeg lå nr. 9 med en italiener 1.000 m bag mig. Ham skulle vi for alt i verden holde bag os de næste fem timer – helst overhale med en omgang. Så gik jagten ind. Vi skabte en løbe-symbiose, der bar os begge frem. Pludselig havde vi begge noget at løbe for igen. Efter et par timer havde vi slået et hul på 5 km til italieneren.
Hvorfor stoppe der? Vi løb videre og holdt fast i planen. Med 45 minutter igen satte vi tempoet op – og på den sidste halve runde spurtede vi.
Mange løbere kom bagefter for at anerkende indsatsen. Dét samarbejde, dén fight og de anerkendende nik fra de andre deltagere var det bedste hele weekenden.
RESULTATET
367,074 km officielt
8. plads samlet blandt herrerne
3. plads i aldersgruppen M45–49
Jeg forblev løbende næsten hele vejen
Efterfølgende har jeg ikke haft fornemmelsen af, at jeg kunne have gjort mere
TAK TIL
Min fantastiske familie – Lisbeth, Rachel, Christopher og Philip – der crewede i rotation, sov i telt på pladsen, kørte frem og tilbage til hotel og aldrig lod mig i stikken. I er fundamentet under det hele – og min motivation til at blive ved, når det er svært. Sammen kan vi alt .
Anders – du så muligheden og skabte symbiosen, der reddede både Casper og mig søndag morgen. Tak .
Casper Lauritsen – du var selv slidt, men fandt overskuddet til at løfte mig i løbets mest kritiske øjeblik. Tak .
Søren M og Casper P – for at lytte, give gode råd og skubbe blidt (men bestemt), når man mest af alt har lyst til at lægge sig ned. Tak .
Multidagslandsholdet - tak for følgeskab og snakke ude på ruten, det er inspirerende at løbe med jer. Tak .
Og selvfølgelig danskerlejren med alle crew-folk – for at heppe på alle omgange, overraske med is og skabe en fest på langsiden. Alt sammen på trods af svære forudsætninger, når forholdene (toilet og mad) ikke er optimale. Tak .
LÆRINGER
Jeg skal blive bedre til at starte i et langsommere pace. Jeg har brug for energien senere – og måske kan jeg skubbe skaderne til længe efter 300 km?
Klar strategi for natten: Hvordan håndteres den mentalt (lydbog, mentale ankre), og hvordan får jeg flere løbe-kilometer der?
Tydeligere info om min placering i slutfasen: Afstand til foranliggende og bagvedliggende, så jeg kan disponere intelligent – og så vi undgår misforståelser.
Er der noget, jeg har overset? Til jer, der var med (fysisk eller digitalt): Hvad ville I have gjort anderledes? Hvad lagde I mærke til? Jeg tager gerne imod input til flere læringer.
Jeg er stolt af de 367 km – selv om det er 18 km fra målet, jeg satte før start. Jeg var løbende det meste af løbet, havde mange gode perioder, fik løst de udfordringer, der dukkede op, og gav den max til slut, så der ikke var mere i tanken. Og jeg fik en masse gode oplevelser med løbere fra multidagslandsholdet.
Vigtigst af alt er, at jeg fik vist mine børn, at man kan sætte sig ambitiøse mål, arbejde hårdt for dem og lykkes! (Og selvfølgelig, selvom jeg er 47½, er jeg stadig blandt de bedste i verden. )”
