19/08/2026
HVOR HURTIGT KØRER DIT BARNS KNALLERT EGENTLIG?
Det kan måske virke som drengestreger at køre på en tunet knallert. Og når vi fortæller om vores knallertkontroller, møder vi indimellem kommentarer som: ”Lad nu de unge hygge sig lidt.”
Men det kan hurtigt blive ramme alvor, når farten stiger. Derfor har vi fokus på hurtige og tunede knallerter – ikke mindst omkring skoler.
En eftermiddag i december ville en motorcykelbetjent i Lejre standse en dengang 15-årig knallertkører, som kom kørende uden hjelm tæt ved Allerslev Skole.
Men den unge mand valgte ikke at stoppe. I stedet satte han farten op og kørte fra politiet.
Turen gik i høj fart ad både veje og stier gennem Lejre. Undervejs gav den unge betjenten fingeren, kørte over for rødt og fortsatte sin flugt, mens flere bilister måtte bremse eller undvige for at undgå en kollision.
På en sti ved Allerslev Skole fortsatte han forbi skolen, netop som mange elever havde fået fri.
Flere børn og voksne måtte springe til side for ikke at blive ramt.
Heldigvis kom ingen til skade.
Turen sluttede, da knallerten sad fast mellem nogle vejbomme for enden af skolestien. Den unge forsøgte derefter at stikke af til fods, men blev kort efter standset af en hundepatrulje, som var kommet til for at hjælpe.
Da knallerten blev undersøgt, viste den sig at være så kraftigt tunet, at den juridisk var at betragte som en motorcykel. Den unge blev derfor blandt andet sigtet for vanvidskørsel.
BØDE, BETINGET FÆNGSEL OG UDSAT KØREKORT
I sidste uge faldt dommen. Den unge mand blev idømt 30 dages betinget fængsel og en bøde på 14.000 kroner. Samtidig blev han frakendt retten til at tage kørekort i et år fra det tidspunkt, han fylder 17.
Men det vigtigste ved historien er ikke bøden eller straffen.
Det er, hvor galt det kunne være gået.
Havde han ramt et barn eller en anden trafikant, kunne konsekvenserne have været langt mere alvorlige – både for den, der blev ramt, og for den unge selv. Kørsel på et ulovligt køretøj kan også få store økonomiske konsekvenser og i visse tilfælde medføre et personligt erstatningsansvar, hvis forsikringen ikke dækker.
👉 Derfor en opfordring til både unge og forældre: Tag snakken om fart, tunede knallerter og konsekvenserne af at køre fra politiet.
Og til forældrene: Ved du, hvor hurtigt dit barns knallert egentlig kan køre?
En bøde eller en snak med os i vejkanten er trods alt en langt bedre afslutning på turen end en farlig flugt, hvor både ens egen og andres sikkerhed bliver sat på spil.
// Midt- og Vestsjællands Politi