01/06/2026
kroniske smerter: Når nervesystemet skruer op for volumen
Smerte er ikke altid tegn på en aktuel skade. Ud over nociceptiv smerte (vævsskade) og neuropatisk smerte (nerveskade) findes nociplastisk smerte. Her er nervesystemet blevet overfølsomt, så hjernen fortsat registrerer kraftige smertesignaler uden synlig skade eller betændelse. Det ses blandt andet ved fibromyalgi, kroniske rygsmerter og kæbeledssmerter. Smerten er reel – ikke indbildt.
Ved nociplastiske tilstande opstår central sensibilisering. Kroppens “volumenknap” for smerte sidder fast på max.
Smertesignaler forstærkes, mens hjernens naturlige evne til at dæmpe dem svækkes.
Faktorer som genetik, tidligere erfaringer, stress og følelsesmæssig belastning spiller ind.
Resultatet kan være allodyni, hvor selv let berøring eller tøj mod huden føles smertefuldt. Det skyldes et biologisk alarmsystem, der er blevet overaktivt.
Ny forskning viser også, at kronisk smerte kan sætte spor på celleniveau gennem epigenetik. Vedvarende smerte kan ændre, hvordan gener kommer til udtryk, så kroppen fastholdes i en smertetilstand længe efter en skade er helet.
Derfor betragtes kronisk smerte i stigende grad som en selvstændig neurobiologisk lidelse.
Bevægelse er en central del af behandlingen. Træning påvirker ikke kun musklerne, men også hjernens neuroplasticitet og kroppens egne smertedæmpende systemer. Regelmæssig aktivitet kan forbedre søvn, hukommelse og livskvalitet.
Problemet er, at træning ofte gør mere ondt i starten. Derfor bruges activity pacing – en gradvis optrapning, hvor aktivitet doseres, så nervesystemet langsomt lærer, at bevægelse er trygt.
Kaplan et al. 2024, Nature Reviews Neurology
