24/02/2024
I SILKEHEJRENS LANDSKAB
Det har været en vild uge med debat om verdens første skat på helt naturlige processer hos dyr, planter og jord. Når jeg skal slappe af og reflektere over den slags, er det altid godt at tage ud til Vest Stadil Fjord.
Et af de sidste steder i landet, hvor store arealer blev afvandet og opdyrket. I 1960'erne tog min far herud for at se, hvordan en armada af mejetærskere på én gang høstede de enorme kornmarker; lige bag klitterne mod vesterhavet.
Da vi flyttede herud for over 25 år siden, kom daværende miljøminister Svend Auken til gengæld cyklende på diget, hvor billedet er taget fra. Det skete i forbindelse med indvielsen af det på det tidspunkt største naturgenopretningsprojekt i Danmark. Vest Stadil Fjord blev igen sat under vand og genskabt som et fantastisk fugleområde.
I dag så jeg ni silkehejrer raste i rørskoven. En kridhvid, slank fugl, der i elegance får svaner til at virke gumpetunge og overvægtige. Himmelen var fyldt med tusindvis af gæs på forårstræk, og deres soundtrack blev suppleret med lærkesang og rørdrummens pauken. Ren naturfryd - og et godt eksempel på, at landbruget løbende forandrer sig og giver naturen plads igen.
Hvis jeg vendte mig om, ville jeg se en grøn mark med vintersæd, der holder på kvælstoffet. Det er også en forandring, som landbruget har gennemgået fra tidligere tiders sorte pløjemarker. En del af de grønne kornplanter, som rådyr, harer og gæs elsker at nippe til, står under vand og signalerer, at det måske er her, at et lavbundsprojekt skal bremse CO2-udledningen fra markerne.
Men jeg tænker også på, at det er den 24. februar. To års-dagen for Ruslands umotiverede overfald på Ukraine. Et land der ikke bare er Europas kornkammer, men også en livsvigtig eksportør af korn og frø til rigtigt mange af klodens fattigste lande. Foreløbigt to års krig truer fødevaresikkerheden i en verden med befolkningsvækst, og spørgsmålet er, om vi i Danmark etisk set kan tillade os at begrænse fødevareproduktionen.
Vi er i hvert fald mere selvfede end silkehejren, hvis vi ikke tager vores ansvar for resten af verden med i overvejelserne, når vi ved økonomiprofessorers skriveborde og den grønne treparts forhandlingsbord overvejer, hvordan vi skal fortsætte forandringerne af et landbrug, der allerede selv er godt i gang med at levere på både natur, klima og vandmiljø.