31/08/2026
VICTOR CUBARS DRØMMER OM UDLANDET, MEN HAN MANGLER ÉN TING MED HERLEV: - JEG VIL VINDE LIGAEN!
KLASK! KLASK! PLING! KLASK! KLASK! PLING!
Herlevs nummer 41 er en af de sidste spillere, som er tilbage på isen. Hornet, som markerer opvarmningens slutning, har lydt.
Ude i zonens højre side - ikke langt fra faceoff-pletten - har 41’eren samlet en bunke pucke, som han med forrygende præcision og nærmest surrealistisk kraft kanonerer mod det tomme mål.
Først en salve med håndledsskud. Dernæst en række slaghug, som ville give selv Brian Jensen og Henrik Børner kamp til stregen.
De sidder der. I krydset eller på stangen. Hver og én. Victor Cubars er klar. Klar til kamp.
VILDE VICTOR
I sidste sæson var Victor Cubars’ faste afslutningsritual efter kampopvarmningen et vidnesbyrd om, hvad der ventede.
Cubars fik nettet til at blafre intet mindre end 40 gange i 55 kampe for Herlev Eagles. Han har gennem de seneste sæsoner bevist, at han er en notorisk målscorer på Metalliga-niveau, men en 40-måls sæson i moderne dansk ishockey er tæt på uhørt.
”Kan du gøre det igen,” spørger HerlevSporten, da vi møder ham efter en træning i sidste uge.
- Jeg vil selvfølgelig gøre alt for det, men det er mange ting, der skal lykkes på samme tid, før man kan blive topscorer, svarer Cubars.
I 2024/2025-sæsonen, hvor han repræsenterede både Herning og Rungsted, scorede han 25 mål i 52 kampe. Året inden, hvor han noterede sig for 52 kampe for Herning, blev det til 18 scoringer. Før det havde han i Herlevs bronzesæson i 2022/2023 også et godt år, hvor han scorede 22 gange i 59 kampe. Altså en lang række gode sæsoner med masser af mål – men stadig langt fra det vilde antal, som han scorede i sidste sæson.
”Hvad var det, der lykkedes så godt for dig i den her omgang?”
- Sammenholdet på vores hold har gjort, at vi er mange, der er steppet op, og det har gjort, at jeg har kunne lave en masse mål og point. Så det er noget, mine holdkammerater har bidraget til, og så har jeg også selv gerne villet noget mere i de seneste sæsoner – jeg jagtet målene og pointene, fortæller Cubars.
PROVOKATIONERNE
Victor Cubars er ikke en forward, som nøjes med at lave en masse point. Han fylder også meget i det fysiske spil, og når der er håndgemæng ude på isen eller mellem boksene, så holder han sig ikke tilbage.
Og det er helt bevidst. Det er nemlig en del af hockeyspillet, som den 26-årige Hvidovre-dreng nyder at være med til.
- Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide modstanderen, jeg synes bare, det er skide skægt at rende rundt og irritere de andre lidt, og så giver de selvfølgelig igen, siger Cubars, som i sidste sæson trak en masse frustrationsudvisninger til de andre hold – Rødovre-målmanden Thomas Rydén fik eksempelvis en matchstraf, fordi han – tilsyneladende helt uprovokeret – hamrede sin tunge målmandsstav i mellemgulvet på Cubars – og så var det farvel og i bad til den ellers vigtige mighty bull.
Men der er også en bagside – Cubars tilbringer nemlig også noget tid i straffeboksen på bagkant af skærmydslerne, og her kan han forbedre sig, mener Herlevs General Manager Guillaume Doucet.
- Nogle gange kan det være en udfordring for ham at kontrollere følelserne og ikke blive distraheret for meget. Det er en balance, han skal arbejde med, for han er så stærk og irriterende for modstanderne at spille imod. De hader at møde Victor Cubars. Han rammer ofte balancen fint, og når han gør det, er han virkelig god. Men han skal nå et punkt, hvor han kan kontrollere det hver gang og balancere på den linje uden at træde forbi. Det er en udfordring, og det er ikke let, forklarer Doucet.
DRØMMEN OM UDLANDET OG FULDTIDSHOCKEY
Cubars’ super-sæson har naturligvis kastet udenlandsk interesse af sig, og mange ude i hockeydanmark - heriblandt ekspert og journalist Michael Søvsø - har udtrykt overraskelse over, at det lykkedes Herlev at holde på en spiller med så hyppig en målfrekvens.
Men det var egentlig simpelt. Cubars havde nemlig allerede kontrakt med Herlev. Cubars fortæller til HerlevSporten, at der op til den nye sæson har været bud efter ham ’hist og her’, men at han altså har valgt at blive.
Det kan dog være, at Eagles skal ud og finde en ny målscorer forud for 2027/2028-sæsonen. Cubars vil nemlig gerne prøve sig af i udlandet igen. Han har tidligere tilbragt et par sæsoner på Malmø Redhawks’ U20-hold, ligesom han i 2021/2022 tilbragte en sæson i Kumla HC i den tredjebedste svenske række.
- Min kone og jeg har talt om, om vi skal prøve udlandet, og det er hun frisk på. Så hvis muligheden kommer, så tror jeg, vi tager afsted, siger Cubars, som i øjeblikket bliver nødt til at have et normalt arbejde ved siden af hockeyen for at få det til at løbe rundt.
- Jeg er faktisk lige startet på et nyt job som ejendomsforvalter. Her passer jeg nogle ejendomme som en slags vicevært.
”Er det vigtigt for dig at lave noget andet end at spille ishockey?”
- Nej, egentlig ikke. Jeg skal bare have det til at løbe rundt derhjemme.
Det med udlandet er i øvrigt ikke urealistisk, hvis man spørger Guillaume Doucet. Og mange spillere med et cv, som ikke kan matche Cubars’, har da også haft succes uden for landets grænser efter et ophold i Metalligaen.
- Hvis Victor bliver i Danmark, har vi en god chance for at beholde ham i Herlev, men en spiller som ham – specielt hvis han får endnu en god sæson – vil gerne til udlandet. Det skal vi som klub respektere. Han har alt det, der skal til, for at komme udenlands, og med den målnæse han har, vil han klare sig godt mange steder. Men jeg vil da gøre alt, hvad jeg kan, for at beholde ham her, siger Doucet.
DE KORTSIGTEDE AMBITIONER
Zoomer vi ind på den sæson, som indledes onsdag aften på udebane mod Esbjerg, så er Cubars meget fortrøstningsfuld.
I sidste sæson blev det som bekendt til sølv, og den bedrift bliver ikke umulig at gentage – og måske overgå.
- Bestemt ikke! Det er svært at vurdere her i starten af sæsonen, og jeg tror, man skal spille nogle kampe, før man kan give et ordentligt bud, men vi er mange af de samme spillere som sidste sæson, og jeg synes, at de nye har gjort et godt indtryk. Så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne gentage succesen, siger Cubars, som ikke holder igen, når han bliver spurgt om sine personlige succeskriterier:
- Vi har været i Final Four-finalen de sidste to år, og det er noget, jeg rigtig gerne vil prøve igen. Og så er der ingen tvivl om, at jeg gerne vil vinde ligaen. Det er der selvfølgelig mange andre, der også gerne vil, men det er klart det, jeg stræber efter, siger Cubars, som også glæder sig til at spille Continental Cup med Herlev.
- Jeg tror, det er godt for en klub som vores at komme ud i verden og vise, at vi altså også er her. Og så giver sådan nogle ture også noget til sammenholdet. Til daglig ses vi i et par timer, men når man kommer på tur, så er man sammen døgnet rundt. Det er godt for et hold.
Herlev Eagles I Eagles Support