01/06/2022
Åbent møde: Vær med til at arrangere rollatorvenlige gåture i Gribskov Kommune
“Nogle af os har problemer med bentøjet, så vi kan ikke springe i bilen og gå lange, hurtige ture ude i skoven, men der er andre muligheder! Går du dårligt, måske med stok, rollator, el.lign. så har du også brug for at gå en kort tur i nærområdet og i dit eget tempo sammen med andre og med mulighed for at få en sludder undervejs – eller måske en pause undervejs til en kop termokaffe eller lidt vand”. Gribskov Går Sammen er for alle!
Alle velkommen til infomøde
Har du lyst til at vide mere, og måske endda blive ”gå-vært” for sådanne gåture, så holder Gribskov Går Sammen et informationsmøde tirsdag den 14. juni kl. 12-14 i det store mødelokale i Frivilligcenter Helsinge, Vestergade 4, 3200 Helsinge.
“Vi lægger op til at turene er korte og i roligt tempo, og foregår på jævnt og sikkert underlag, så alle kan være med. Er man ikke lokalkendt, men stadig gerne vil være med til at gøre en forskel ved at invitere ud på rollatorvenlige ture, hjælper Gribskov Går Sammen også meget gerne med forslag til forskellige ruter”, forklarer gruppen.
Vi starter i Helsinge, men bor du i Græsted, Gilleleje, Tisvilde etc. og har du lyst til at blive gå-vært for en gruppe i dit lokalområde, så meld dig til mødet og bliv inspireret.
Mødet er gratis og ganske uforpligtende. Der bliver budt på sandwich og kaffe.
TILMELDING er dog påkrævet. Du kan tilmelde dig mødet på mail: [email protected], tlf.: 61 79 50 25 eller direkte via følgende link: https://www.dgi.dk/arrangementer/202218009006