25/08/2022
Hviledagen er slt 😅 Nu cykler vi tilbage mod Danmark 🚴♂️💨
6. Etape: Hamburg til Lübeck, 65,8 km.
Turens nemmeste etape venter efter hviledagen i Hamburg, når rytterne skal mod nordøst, mod endnu en gammel hansestad, nemlig Lübeck med den smukke Altstadt, der er på UNESCOs verdensarvsliste.
Med kun godt 65 kilometer på de nordtyske landeveje er der grund til at håbe, at hele feltet undgår døden i Lübeck, selvom benene med garanti lige skal i omdrejninger igen efter en hviledag.
Heldigvis for alle går starten af ruten gennem Hamburgs bydele og forstæder, hvor det bliver svært for alvor at få tempoet op. De vil nyde turen ud af byen langs med Alster-kanalen til den berømte bydel Poppenbüttel, hvor en række af rytterne vil mindes deres hidtil største sportslige bedrift i en helt anden sportsgren, da TD Volleyball Helsingør vandt deres eneste sejr i en international kamp mod SC Poppenbüttel.
Med de gode minder i rygsækken kan tempoet skures i vejret gennem Bergstedt og Lottbek, indtil rytterne rammer dagens eneste egentlige stigning, Schüberg i Hoisbüttel efter 23 kilometer. Herfra er der ikke langt til dagens første kioskstop i Bargteheide, hvor rytterne næsten allerede er halvvejs.
I hvert fald kan de næsten dufte frokosten i Bad Oldesloe kun lidt mere end 20 kilometer fra målstregen i Lübeck. Med mætte maver kan rytterne nyde sidste del af dagens etape, der i lange stræk går langs med floden Trave mod målbyen, der især er kendt for marcipanen og deres julemarked. Sidste egentlige by, som rytterne kommer igennem, er Reinfeld, hvor der venter en lille stigning, inden de sidste flade kilometer mod Lübeck, hvor målstregen ligger i hjertet af hansestaden, kun en spytklat fra byens vartegn, Holstentor.
Dagens favorit: Lean Hemmingsen
Med stor sandsynlighed for minimum en enkelt “kold før tolv”-bøde i Hamburg må Hemmingsen i hvert fald formodes at være friskest i knolden efter hviledagen. Og når træningen primært har bestået af spinningtimer i Fitness World, vil Lean formentlig nyde godt af varmen længst mod syd, ligesom den korte distance også bør passe ham godt. Det kunne blive en Ve-luxus etape.