03/06/2026
Tak for indsatsen som formand, Jan!
På generalforsamlingen d. 16. marts trådte Jan Wozny Nielsen af som formand for Gentofte Dartklub efter 10 år på posten.
På sin vanlige uselviske og udramatiske facon trådte han tilbage som formand, og stafetten blev givet videre til Thomas Plum, som dermed er Gentofte Dartklubs nye formand.
Det er utroligt hvilken betydning Jan som formand har haft for udviklingen af Gentofte Dartklub i perioden fra 2016 til 2026. Med sin rolige personlighed, uselviske tilgang til rollen som dartspiller, sine evner inden for alt det praktiske, hans hjælpsomhed generelt, sit manglende behov for magt og iscenesættelse samt en til tider meget tvivlsom humor, har han været den perfekte formand for klubben gennem de sidste 10 år 😍
Gentofte Dartklub havde ikke været, hvor den er i dag uden Jan. Det kan der ikke herske to meninger om. En ting har været at sikre en god klubkultur i en klub der er blevet større, noget andet er alle de opgaver han har taget på sig, og noget tredje er at udvikle klubben. Alt det har Jan gjort, og selvom det måske er svært at udpege noget specifikt, er der ingen tvivl om at årene 2018 til 2022 var en periode, hvor Gentofte Dartklub udviklede sig markant. Det skyldtes især Jan — og ikke mindst også hans “partner in crime”, Per Tang Lydersen — og alt det arbejde de udførte og organiserede i den periode 🤝
Jan fortsætter i klubben som “GDK SERVICE”, som han selv kalder det, og føler at han efterlader klubben et godt sted. Her er noget af det som klubben har opnået i Jans “regeringsperiode”:
• Fra otte medlemmer til 70 medlemmer (fra seks spillere med licens til 53 spillere med licens).
• Fra et hold i DDU’s rækker til 17 hold i DDU’s rækker.
• Fra en faldefærdig spejderhytte som vi delte med andre foreninger, til et moderne klubhus med eget køkken, bar, udeområde og otte baner.
• Fra en meget beskeden klubøkonomi til en meget sund økonomi
• Fra få årlige events til fødselsdage, Dartens Dag, julefrokost, turneringer og en lang række andre events.
• Fokus på at tilbyde paradart.
• Fokus på at tilbyde løsninger på damesiden.
• Fokus på juniordart...
..Og meget mere. Det er en imponerende udvikling — og tilmed findes der næppe en person i den danske dartverden, der kan sige ondt ord om Jan. Det siger i virkeligheden det hele... 🥰
Det er på sin plads at sige et kæmpe stort TAK til Jan for indsatsen som formand fra alle der har en relation til Gentofte Dartklub. Tusind tak, Jan! 👏👏👏
Stik da Jan et like eller en sød kommentar i kommentarfeltet som tak for den store, store indsats! 🫶