02/07/2026
Nyt på trænerfronten 🏸
Stephan Wojcikiewicz udvider sin rolle i Haslev Badmintonklub
Vi er glade for at kunne fortælle, at Stephan Wojcikiewicz fortsætter som ungdomstræner i Haslev Badmintonklub – og samtidig påtager sig rollen som vores nye seniortræner.
Gennem sin tid i klubben har Stephan gjort en markant forskel for vores ungdomsspillere med sit engagement, sin energi og sin evne til at skabe et træningsmiljø, hvor udvikling, fællesskab og spilleglæde går hånd i hånd. Han møder spillerne i øjenhøjde og formår at motivere dem til hele tiden at udvikle sig – både på og uden for banen.
En vigtig del af succesen har været det tætte samarbejde med Benjamin Windahl Lorentzen, som har været Stephans assisterende træner gennem hele hans tid i Haslev Badmintonklub. Derfor er vi også meget glade for, at de fortsætter deres stærke makkerskab – ikke kun omkring ungdomsafdelingen, men nu også som trænerteam for seniorerne. Sammen bringer de høj faglighed, masser af engagement og et fælles ønske om at udvikle både den enkelte spiller og klubben som helhed.
Med Stephan i spidsen for både ungdoms- og seniortræningen styrker vi den røde tråd i klubbens arbejde. Det giver vores ungdomsspillere et naturligt udviklingsforløb videre til seniorafdelingen, samtidig med at vores seniorspillere får glæde af en træner med stor international erfaring og et skarpt blik for både teknik, taktik og personlig udvikling.
En træner med international erfaring
Stephans kompetencer bygger ikke kun på hans arbejde som træner, men også på en imponerende karriere som aktiv badmintonspiller.
Blandt hans største sportslige meritter er:
🏸 Dobbelt panamerikansk mester i herresingle (2007 og 2010).
🏸 Canadisk mester i herresingle i 2004 samt sølvmedaljevinder ved de canadiske mesterskaber i 2008.
🏸 Repræsentant for Canada ved Thomas Cup-finalerne i 2008 – verdens mest prestigefyldte holdturnering i herrebadminton.
🏸 Tidligere nummer 50 på verdensranglisten i herresingle.
🏸 Ligaspiller i Danmark for Gladsaxe Badminton Club og Herlev/Hjorten Badminton Club, samtidig med at han trænede på International Badminton Academy i København.
Vi er stolte af fortsat at have Stephan, og nu som en endnu mere central del af Haslev Badmintonklub og ser frem til, at han – sammen med Benjamin – skal være med til at udvikle både vores ungdoms- og seniorafdeling. Vi glæder os til den kommende sæson og er overbeviste om, at det stærke trænerteam vil være til stor glæde for hele klubben.
Mvh
Haslev Badmintonklub