24/09/2026
Lysposerne er brændt – men minderne lever videre
På ægte spejder-manér er alle lysposer fra årets Stafet for Livet Haderslev blevet brændt. Nu skal asken sættes ned – sammen med et nyt træ – i Damparken.
Onsdag aften var ni engagerede spejdere fra De Grønne Hertug Hans Spejdere i Haderslev klar og parat til at foretage afbrændingen af årets lysposer fra Stafet for Livet. En afbrænding, som på bedste spejdermanér blev foretaget fuldt forsvarligt.
-Det var en fin og betydningsfuld stund, hvor vi sammen fik sat et sidste punktum for lysposerne – men samtidig begyndte på noget nyt. Nu vil asken fra lysposerne nemlig blive lagt ned ved rødderne på et nyplantet træ i Damparken. Vi afventer nu besked fra administrationen af Damparken om, hvilket træ de ønsker plantet, og hvilken dato træet skal plantes, fortæller Preben Elmelund Mørch, som er næstformand i den lokale stafet og tovholder på lys-aktiviteterne.
Minder lever videre
-På den måde vil alle de minder, tanker og bønner, som blev lagt i lysposerne, få lov til at leve videre i Damparken. Et træ vokser, slår rødder og bliver stærkere med tiden – ligesom minderne om dem og det, vi bærer med os i hjertet, siger Preben Elmelund Mørch og konkluderer:
- Lysene er slukket, men det, de symboliserede, lever videre.
- En stor tak til De Grønne Hertug Hans Spejdere i Haderslev for hjælpen og for at være med til at føre denne smukke tanke videre, slutter Preben Elmelund Mørch.
Foto: Ni engagerede spejdere forestod afbrændingen af årets lysposer i Spejderskoven onsdag aften. Foto: P.E.Mørch