02/09/2026
Et medlem melder sig ud af foreningen og DJ
Medlemmet er klar og tydelig i sin begrundelse hvorfor udmeldelse er den eneste løsning og har overfor Hovedbetyrelsen gjort det klart at det skyldes manglende ledelsesansvar.
Afsender af brevet er kendt af foreningen.
Til Danmarks Jægerforbund – Medlemsservice og hovedbestyrelsen m.fl
Vedrørende min udmeldelse af Danmarks Jægerforbund
Kære Danmarks Jægerforbund
Jeg ønsker hermed at melde mig ud af Danmarks Jægerforbund pr 31/12-26.
Det burde egentlig være en forholdsvis enkel besked.
Men efter mange års medlemskab og et engagement, der har rakt langt ud over det almindelige medlemskab, har jeg behov for at forklare, hvorfor jeg nu vælger at gå.
For det er ikke en beslutning, jeg træffer i frustration over én enkelt episode.
Det er resultatet af mange års skuffelser, oplevelser og en stadig større følelse af, at det forbund, jeg engang meldte mig ind i, ikke længere eksisterer.
Det DJ, jeg meldte mig ind i, kan jeg ikke genkende
Det DJ, jeg engang meldte mig ind i, kan jeg overhovedet ikke se længere.
Det er blevet et helt andet forbund.
Jeg har gennem mange år forsvaret Danmarks Jægerforbund, når andre har kritiseret det. Jeg har brugt timer efter timer – og dage efter dage – på frivilligt arbejde. Jeg har deltaget i jægerråd, kredsarbejde og repræsentantskab. Jeg har taget lederuddannelse
og adskillige kurser.
Jeg har mødt op.
Jeg har engageret mig.
Jeg har taget ansvar.
Og vigtigst af alt:
Jeg har virkelig brændt for det.
Jeg har gjort det, fordi jeg troede på, at man gennem engagement, dialog og hårdt arbejde kunne være med til at gøre en forskel for jagten, jægerne og vores foreninger.
Men på et tidspunkt må man erkende, når det ikke længere er sådan.
Og det tidspunkt er nået for mig.
Roskilde Dyrskue – når kritik ikke bliver taget alvorligt
Et af de forhold, der for mig har været særligt belastende, er håndteringen af Roskilde
Dyrskue.
Der er mere end én gang blevet gjort opmærksom på uregelmæssigheder og kritiske forhold. Alligevel oplever jeg, at toppen vælger at lukke øjnene.
For 3-4 år siden var jeg selv med til at gennemgå regnskabet, fordi vi var mange, der havde bedt om indsigt.
Der var en række kritiske punkter.
Blandt andet var der regninger for forplejning med firmastempel, men uden CVR-nummer. Efterfølgende blev disse pludselig rettet.
Der var et udlæg på over 10.000 kroner, som blev tilbagebetalt til en navngiven person, uden at der forelå et bilag.
Der var også andre udlæg, hvor bilag manglede.
Vi gjorde indsigelse.
Der skete ingenting.
Og det er for mig et alvorligt problem.
For fejl kan ske. Det kan vi alle sammen forstå.
Men når man som organisation bliver gjort opmærksom på konkrete forhold og efterfølgende vælger ikke at reagere, så handler det ikke længere om fejl.
Så handler det om manglende vilje til at tage ansvar.
Gang på gang har der været indsigelser mod regnskabet, og alligevel ser vi igen i år ingen reel ændring.
Og når nogle medlemmer ikke ønsker at godkende regnskabet, bliver der stillet mistillidsvotum mod dem.
Det opleves i mine øjne som en måde at få kritikere til at tie på.
Det er ikke sådan, en demokratisk organisation bør behandle mennesker, der stiller spørgsmål.
De frivillige – dem der faktisk får tingene til at fungere
Noget andet, jeg har svært ved at forstå, er den måde, de frivillige bliver behandlet på.
De mennesker, der bruger deres fritid på at repræsentere DJ, burde være blandt de mennesker, organisationen passer allerbedst på.
Men sådan oplever jeg det ikke.
På Roskilde Dyrskue har frivillige oplevet at møde ind uden ordentlig forplejning og i nogle tilfælde selv måtte betale.
Man bliver ikke nødvendigvis afløst, så man kan holde pause.
Man kan have svært ved overhovedet at komme på toilettet.
Og den mad, der bliver serveret, er ikke nødvendigvis noget, man med rimelighed kan forvente efter en lang arbejdsdag som frivillig.
Det burde ikke være nødvendigt at forklare, hvorfor det er et problem.
De frivillige giver DJ noget, man ikke kan købe for penge: deres tid, deres engagement og deres loyalitet.
De burde behandles med respekt.
Jagtforeningernes hunde.
Jeg har også kæmpet for, at jagtforeningernes hunde kunne få lov til at lave opvisning på Roskilde Dyrskue.
Det blev blankt afvist.
Samtidig kunne Politiforeningen være til stede.
Jeg har stadig meget svært ved at forstå den prioritering.
Hvis ikke jagtforeningernes hunde hører hjemme på et arrangement, hvor Danmarks Jægerforbund repræsenterer jægerne, hvor hører de så hjemme?
Det er endnu et eksempel på en udvikling, jeg ikke længere kan se mig selv i.
Når toppen vælger side
Nu oplever vi igen ballade i kredsen.
Denne gang vælger toppen desværre at gå direkte ind og vælge side.
Efter min opfattelse handler situationen i høj grad om én person, der skaber problemer, men alligevel bliver organisationens øverste niveau involveret på en måde, der gør situationen endnu vanskeligere for kredsen.
Jeg oplever samtidig, at regler bliver bøjet til fordel for bestemte personer.
Det er yderst kritisabelt.
Når en kreds allerede står med en vanskelig situation, burde toppen være med til at skabe ro, klarhed og ordentlighed.
Ikke det modsatte.
Den måde, det bliver håndteret på, gør det efter min mening unødigt vanskeligt for kredsen at fungere.
Jeg finder det ganske enkelt skammeligt.
Min stemme til Claus Lind
Jeg må også være ærlig og sige, at jeg i dag ærgrer mig meget over, at jeg sidst valgte at sætte min stemme på Claus Lind.
I min optik er den stemme fuldstændig spildt.
Der var store ord og store armbevægelser.
Men jeg oplever ikke, at det, der blev lovet, bliver ført ud i livet.
Jeg oplever ikke en formand, der arbejder for de almindelige jægere og de frivillige kræfter, som er selve fundamentet under vores organisation.
Jeg oplever i stedet en ledelse, hvor egen vindings skyld og egen karriere fylder for meget.
Og det skal mine hårdt tjente penge ikke gå til.
Derfor siger jeg stop
Det er måske dette, der er det mest tragiske ved min udmeldelse:
Jeg har faktisk været en af dem, der troede på DJ.
Jeg har forsvaret forbundet.
Jeg har arbejdet for forbundet.
Jeg har brugt min fritid på forbundet.
Jeg har uddannet mig for at kunne gøre mere.
Jeg har mødt op, også når det var besværligt.
Jeg har taget diskussionerne.
Jeg har forsøgt at gøre en forskel.
Jeg har gjort alt dette, fordi jeg mente, at det var værd at kæmpe for.
Men man kan ikke blive ved med at kæmpe for noget, man ikke længere kan genkende.
IKKE MERE.
Jeg har fået nok.
Jeg forlader derfor Danmarks Jægerforbund med en meget stor skuffelse.
Ikke fordi jeg ikke længere brænder for jagten.
Ikke fordi jeg ikke længere ønsker at gøre en forskel.
Men fordi jeg ikke længere har tillid til, at Danmarks Jægerforbund er det sted, hvor den forskel kan skabes.
Og det synes jeg, I bør tænke meget alvorligt over.
For når et medlem, der har brugt år af sit liv på frivilligt arbejde, møder, uddannelse, kurser, jægerråd, kredsarbejde og repræsentantskab, til sidst vælger at vende ryggen til organisationen, så har man ikke bare mistet et medlemsnummer.
Man har mistet en engageret jæger, en frivillig og en person, der i årevis har arbejdet for, at Danmarks Jægerforbund skulle lykkes.
Det burde bekymre jer mere end tabet af ét kontingent.
Så ja:
Min forening kan takke Danmarks Jægerforbund for at miste ét medlem.
Men måske er det værd at spørge sig selv:
Hvor mange flere skal I miste, før I begynder at lytte?
Med venlig hilsen
###XX
