02/09/2025
Min yoga rejse – 10 år med bevægelse, balance og bevidsthed🙏🏻
I år er det 10 år siden, jeg trådte ind til min første yogatime i Fitness World. Det første billede er fra en af de første gange på yogamåtten.
Jeg havde haft en periode med stress og vidste, at noget måtte ændres. Jeg sad ofte fast i en offerrolle med en tung rygsæk af gamle mønstre – og det skulle brydes. 🧠🎒🫶🏻🧘🏼♀️
Mange talte om yoga, og hvor godt det var. Jeg besluttede at give det en reel chance: minimum 10 gange, så jeg kunne mærke, om det gav mig noget.
I starten var det kedeligt. Jeg blev udfordret, og jeg sad og tænkte på, hvornår timen var slut. Men pludselig skete der noget. Yogaens kærlighed ramte mig – og jeg mærkede, hvordan den gjorde en forskel i både krop og sind.🤩
I 2017 blev forandringen dybere. Jeg valgte at stoppe med at drikke alkohol, og i 5 år rørte jeg det ikke. Det fuldendte min oplevelse af yogaen – at den ikke kun handler om styrke og stræk, men også om sindet og ens tankevirksomhed .👌🏻
I 2018 tog jeg min første yogauddannelse – og siden flere. Jeg nørdede alt det, jeg kunne, og fandt en dyb ro i mit indre.
Jeg lærte at flytte fokus fra det, der ikke fungerede, til hvordan det kunne fungere. At se det positive i stedet for det negative. At dyrke taknemmeligheden i de små ting. At dæmpe egoet – og mærke med hjertet.
I årene 2022-2024 kom der meget nyt i mit liv. Jeg begyndte også at drikke lidt alkohol igen – og mærkede, hvordan jeg søgte afstressning i et glas vin eller en øl. Men sandheden er, at det slet ikke giver ro – det stresser kroppen og sindet endnu mere. 😵💫 For et halvt år siden tog jeg derfor aktivt beslutningen om at vælge alkoholen fra igen. Og med de sunde valg, jeg giver mig selv, kommer jeg mere i balance – og yogaen føles endnu mere nærende.😍
Når jeg kigger i mit billedarkiv, ser jeg et væld af yogabilleder fra de sidste 10 år. Yoga har været min ven hele vejen igennem.🪷
Når jeg kommer i ubalance – når jeg bliver stresset – når kroppen gør ondt – så ved jeg, at det er et tegn på, at jeg har forsømt mig selv. Og at det er tid til at tjekke ind på yogamåtten igen. ☯️
For det, du giver næring – det vokser. 🌱✨