22/05/2026
Nye Samsø-kartofler er på vej!
Lions Club Elbo holder traditionen i hævd, når klubben fredag den 29. maj og lørdag den 30. maj igen sælger de første nye Samsø-kartofler i Taulov- og Skærbæk-området.
Fredag morgen modtager klubben 510 kilo ny opgravede kartofler fra den faste leverandør på Samsø.
– Vi glæder os hvert år til at få de første nye kartofler hjem fra Samsø, fortæller klubbens ”kartoffelmand”, Jens Peder Pedersen.
Kartoflerne sælges fra boder ved 365discount og SPAR Skærbæk, som velvilligt stiller arealer til rådighed uden for butikkerne.
Fredag er salgsstederne åbne fra kl. 10.00 til 18.00.
Lørdag åbner boderne kl. 08.00 og holder åbent, indtil der er udsolgt.
De tidligere år er kartoflerne blevet revet væk, og vi forventer, at det samme sker i år. Derfor regner vi også med at kunne holde tidligt fri lørdag, lyder det med et smil fra Jens Peder Pedersen.
Kartoffelsalget er én af klubbens mange aktiviteter, og i år er det 27. gang, at Lions Club Elbo ”importerer” nye kartofler fra Samsø.
Overskuddet fra salget går ubeskåret til humanitært arbejde med særligt fokus på støtte til lokale formål i nærområdet.
Skærsliberen er på vej!
Har du ikke de skarpeste knive i skuffen? Så tag dem med, når du kommer forbi kartoffelboden.
Lørdag den 30. maj kl. 10.00–14.00 holder skærsliberen ved kartoffelboden i Skærbæk og sliber knive og sakse til særlig ”kartoffelpris”.
________________________________________
STØT LOKALT