21/06/2026
ÅBENT BREV - EN SENIORAFDELING I OPLØSNING
Følgende meddelelse er utrolig følelsesladet at skrive. Vores Farum-hjerter bløder og vi er ekstremt pinlige berørte på klubbens vegne over, at vi er nået hertil.
De her ting skal håndteres internt, men vi må konstatere, at det ikke har kunne lade sig gøre. Vi har råbt op, men vi bliver ikke lyttet til - så nu prøver vi desperat at råbe endnu højere.
Vores trænere er blevet smidt på porten og vi bliver ikke hørt. Måden det hele er sket på, er under al’ kritik. Manglende respekt for enkelt individer, der har viet deres liv til klubben, og manglende respekt for spillerne i seniorafdelingen. Vi kommer derfor med et opråb til bestyrelsen.
Den 25. marts stoppede Torben Stensdal i Farum efter 15 år som formand. I hans afsluttende beretning sagde han følgende;
“Jeg vil opfordre fremtidige bestyrelser til at være åbne overfor medlemmerne og være opmærksom på intern balance i klubben, så særinteresser ikke tager overhånd.”
Blot få måneder senere er denne bekymring desværre blevet til virkelighed.
Klubbens førstehold præsterede forrige lørdag at vinde den syvende kamp på stribe - og sluttede sæsonen tre point fra en playoffplads til Danmarksserien. Det er klubbens bedste sportslige præstation siden FC Nordsjælland overtog licensen.
I spidsen for Farum BK de seneste tre år har været cheftræner Andreas Trampedach og assistenttræner André Mytysia - de har skabt ro, et fodboldmæssigt solidt fundament og en fantastisk holdkultur, hvor alle vi spillere elsker at være.
Årene forinden bød på mange trænerskifter, af mange forskellige årsager - vi har som spillertrup derfor været meget glade for den stabilitet, som klubbens førstehold endelig har fået.
Sidste mandag forsvandt den stabilitet fuldstændig, da en bombe blev smidt i Farum BK.
Trænerne troede, at de skulle have forlænget deres aftaler, hvilket seniorformanden løbende har forsikret dem om hele foråret - senest for tre uger siden.
Vi er nu blevet gjort opmærksom på, at klubben sideløbende har holdt træneransættelsessamtaler - og rent faktisk har ansat en ny træner, mens vores nuværende er blevet holdt for nar.
Det er manglende respekt - det er ikke den klub, som vi alle har spillet ungdoms- og seniorfodbold i, værdig.
‘AT’ har været træner i Farum BK i mere end ti år af sit voksenliv (på U15, U17, U19 og Senior 1) og er blandt andet tidligere blevet kåret til årets træner. En af klubbens egne.
Spillertruppen har ikke været hørt på et eneste tidspunkt i processen.
Beslutninger for fremtidens seniorafdeling bliver taget på møder, hvor folk der intet har at gøre med hverdagen i seniorafdelingen sidder.
Klubbens nye formand siger, at beslutningen er truffet af seniorformanden og sportschefen. Bestyrelsen bakker op om beslutningen.
Seniorformanden og sportschefen har ikke set en eneste seniortræning hele sæsonen, de har ikke været til en eneste udekamp og de har blot set nogle hjemmekampe.
Når vi i spillertruppen ønsker at deltage i møder med dem - bliver vores forslag til mødetidspunkter ignoreret.
For at være helt ærlig - så ved de intet om, hvad der rører sig på vores hold og det føles ikke som om, at de er interesseret i at høre, hvad vi har at sige.
Efter mandagens bombe havde vi et spillermøde. Her blev vi enige om - enstemmigt - at vores samlede spillertrup støtter op om AT og André som vores fremtidige trænere.
Vi accepterer ikke måden de er blevet behandlet på.
Vi accepterer ikke, at man i en forening tager topstyret beslutninger uden at inddrage medlemmerne, som beslutningerne vedrører.
Vi accepterer ikke, at folk uden en finger på pulsen i seniorafdelingen træffer beslutninger om denne.
Bestyrelsen affærdiger vores argumenter. De mener, at spillertruppen er børnefornæmet og ikke ønsker dialog.
Vi har ønsket dialogen - og det gør vi fortsat. Dialog kræver, at begge parter bliver hørt - for nuværende har enkelte personer i klubben truffet beslutninger, der vedrører vores hverdag uden at lade os blive hørt. Det er ikke dialog.
Det er ikke det Farum BK, som vi kender og vi elsker.
I Tuse kunne en bestyrelse for nylig indse, at man havde taget en forkert beslutning. Det krævede mod at omgøre den, som de gjorde. Vi håber, at vores bestyrelse er ligeså modige.
Vi håber, at klubbens øvrige spillere udviser solidaritet med os - næste gang kan det være dem.
Sådan en forening skal vi ikke være - vi skal være en forening, hvor vi dyrker, fremmer og beskytter fælles interesser.
Det her er ikke en professionel fodboldklub - vi må ikke deltage i pokalen, og vi kan maksimalt rykke op i Danmarksserien, da FCN spiller på vores licens.
Farum BK skal være sportsligt ambitiøse, men fællesskabet skal altid komme først - og lige nu er fællesskabet ved at tabe.
Ord kan ikke beskrive, hvor stort et tab det ville være for klubben, hvis et førstehold udelukkende bestående af Farum-drenge skulle gå i opløsning på denne triste baggrund. Det kan umuligt være i nogens interesse.
Så bestyrelse? Vi håber, at I er modige - at I støtter jeres medlemmer og vi sammen kan blive ved med at dyrke klubbens unikke fællesskab.
Vh
Alle spillerne på Farum BK 1. Senior
💛❤️💛