17/01/2017
GODT NYTÅR!
På japansk fejrer man det nye år ved at sige "akemash*te omedetou" - vi har åbnet, tillykke!
Japan har været en del af min livsfortælling, siden jeg som 17 årig gymnasiepige var på et års udvekslingsophold hos en japansk familie og gik i skole i dette meget anderledes samfund. Siden har jeg været tilbage i Japan mange gange både som antropolog, som nygift og sammen med min elskede mand besteg Japans højeste bjerg, Mount Fuji og på langtur med min egen familie da drengene var 3 og knap 2 år.
Nytårsaftensdag kom Japan atter tæt på. Jeg blev kontaktet af en jordemoder, som ved, at jeg taler japansk og at jeg også har erfaring med at støtte familier som doula. De havde en ung japansk kvinde, som samme dag var blevet mor til en lille pige født ca. 6 uger før termin ved akut kejsersnit. Kvinden havde svangerskabsforgiftning og var rigtig syg, da hun blev indlagt. Babyen var efter omstændighederne vel. De havde brug for en, som kunne hjælpe med at få talt med den nybagte mor for at sikre sig, hvordan hun havde det. Jeg tilbød mig som frivillig kontaktperson mens kvinden skulle være i Danmark.
Mit første møde med den nybagte japanske mor var bevægende. Jeg satte mig ved sengen og slap alle bekymringer, om mit lidt rustne japanske også var forståeligt. Det blev til næsten to timers samtale, Først spørgsmål og svar. Efter lidt tid flød ordene lettere mellem os. Den nybagte mor fortalte ikke kun om det at være blevet mor noget uventet men også om sit liv derhjemme til nu og hvordan hun forestillede sig, det ville være, når hun skulle rejse tilbage med sin baby. Hvad ville familien og vennerne sige?
Vi mødtes flere gange. Talte videre om, at det at blive mor er en rejse i sig selv. Her lå hun på en planlagt rundrejse i Europa, som hun nu havde afbrudt, fordi hun ikke længere kunne holde på sin hemmelighed, at hun skulle være mor. baby havde været med som blind passager, indtil kroppen sagde fra og baby skulle ud. Vi talte om, hvordan hun skulle fortælle familie og venner om den store hemmelighed. Vi talte om mulighederne som alenemor i Japan, et samfund der på ingen måder har de samme fantastiske tilbud til enlige forældre som vi har i Danmark. Vi talte om, hvordan tilværelsen som mor i Japan kunne blive tættest på det, hun ønskede sig. Hendes foretrukne fremtid som mor.
Nogle gange er vi ikke forberedte. Nogle gange kommer livet bag på os. For den unge japanske mor kom babyen bag på hende. Vi besøgte sammen babypigen, som var indlagt på neonatal fem minutter derfra til fods. Nu gjaldt det om på ganske kort tid at støtte op om, at der blev etableret en stærk og tryg følelsesmæssig kontant mellem mor og barn. Fødsels- og forældreforberedelsen var sprunget over. Baby var landet. Den unge mor skulle mødes kærligt og med tillid til, at det er muligt at blive mor, når man lytter til sit hjerte.
Jordemødrene på hospitalet har været enestående med deres kæmpe faglighed og personlige engagement. Jordemødre ser på det hele menneske, på samspillet mellem en mor og et barn, på muligheder, på ressourcer. Og når de er bekymret så handler de og strækker sig så langt som de overhovedet kan og må!
Jeg glemmer ikke, da jeg i søndags for første gang blev oplært i at bruge en strækvikle og siden instruerede den unge japanske mor i at bruge dette fantastiske redskab til at komme helt tæt på baby og give baby den tryghed, den fortjener. Således tæt omslynget kom babypigen på sin første gåtur med mor denne frostklare søndag med solskin. At se smilet på den unge mors ansigt var den største løn, man kan få.
Mor og datter er nu rejst hjem til Japan. De er langt væk og tæt på. Jeg følger dem tæt og glæder mig til at høre fra mor, hvordan hun bygger rammerne om sin egen lille familie.
Som doula er mit fornemmeste kald at støtte familier lige der hvor de er og fra hjerte til hjerte uanset kulturen og sproget, der tales.
