14/06/2026
Osu!
Graduering på KIDS holdet.
Lørdag den 20. juni kl 09:00 - ca. 12:00 afholder vi graduering for alle børn på KIDS holdet. Mødetid er klokken 09:00 til indskrivning!
Dette er en vigtig dag for jeres børn. Prioriter dagen hvis det er muligt.
Gradueringen er for alle børn der træner på KIDS hold om lørdagen og er indmeldt i klubben og i gi. De børn der har beskyttere, skal selvfølgeligt have det med til graduering, ligesom de har til alle træninger.
Graduering på kidsholdet er gratis og kræver ingen tilmelding. Hvis børnene skal have nyt bælte koster dette 50 kroner, der betales til klubbens kontonummer 1551 16752703 efter gradueringen. Til graduering er forældre, søskende, bedsteforældre, onkler, tanter, venner og naboer velkomne til at komme og heppe og støtte. Der må tages billeder, men ikke video. Vi gør opmærksom på at der må ikke bæres kasket, hat eller hue i dojoen, religiøs hovedbeklædning er naturligvis undtaget.
Alle skal møde i god tid, omklædte, veludhvilede og klar til at give den gas! Gradueringen på kidsholdet er en opvisningsgraduering, hvor børnene viser hvad de har lært indtil videre. For de nye børn, der ikke har været til graduering før, gælder det først og fremmest om at gøre sit bedste, være fokuserede og huske at sige OSU! For de børn der har trænet længere tid ser vi, ud over ovenstående, på deres teknikker og hvor langt de har flyttet sig siden sidste graduering.
Husk at børnene selv skal kunne binde deres bælte. Det kan man selvfølgeligt ikke hvis man lige er startet...men hjælp børnene ved IKKE at binde bæltet for dem. Hjælp dem i stedet til at lære det.
Det kan også være en god idé at øve denne lille serie, som børnene har lavet mange gange. Den er særligt god til at vise om børnene har forstået hvad de forskellige teknikker skal kunne, om de kan ramme i de rigtige højder og om de forstår at sætte kraft på teknikkerne i det rigtige øjeblik: KIHON NO KATA SONO ICHI, som Shihan Franz demonstrerer så flot på denne video.
Grader: Børnene får i denne rækkefølge: Første kidsmærke til første graduering, andet kidsmærke til anden graduering, rødt bælte (12. Kyu) hvis de opfylder kravene, rødt bælte med streg (11. Kyu), hvis de opfylder kravene, og orange bælte (10. Kyu), hvis de opfylder kravene.
Vi glæder os til at se jer alle i dojoen til en festligt graduering.
Med venlig hilsen
Merete, Kristoffer & Anders
OSU!