08/09/2026
FREDAGSTEMPEL I STJERNESALEN
D. 18 sept. kl 19:00-21:00
Gratis deltagelse, men kræver tilmelding via linket nederst i teksten🥰
FREDAGSTEMPEL I STJERNESALEN
Denne fredag byder Marcela Martins velkommen i Stjernesalen til en aften med berøring, bevægelse og nærvær – og til en smagsprøve på noget af det, hun bringer med sig ind i huset.
Vi begynder med Ayurvedic Yoga Massage, hvor Marcela giver en smagsprøve gennem en kort demonstration af massagen – en dynamisk og sanselig form for kropsarbejde, hvor dybe tryk, stræk og åndedræt arbejder sammen.
Det er samtidig en lille åbning ind til hendes kommende workshop.
Senere bevæger vi os fra berøring til bevægelse.
Marcela inviterer alle med ind i Embodied Movement – et guidet bevægelsesrum med musik, hvor vi gennem bevægelse får mulighed for at frigøre energi og komme dybere i kontakt med kroppen og dens indre landskab.
Vi følger kroppens impulser og giver bevægelse til det, der allerede lever og rører sig i os.
Du behøver ingen erfaring – kom, som du er, mærk musikken, følg kroppen, og lad os skabe et levende bevægelsesrum sammen.
Holdet bag StjerneSalen byder hjerteligt velkommen til det, vi har valgt at kalde FREDAGSTEMPLET - en begivenhed, der vil blive afholdt en gang om måneden som et ceremonielt rum, et mødested, en dans, en fælles meditativ aften, der kalder på både indre rejser og ydre bevægelse til musik.
Der er ikke nogen undervisning eller nogen krav til deltagerne - der er bare inspiration og en mulighed for at lade sig guide ind i en dyb tilstand af nærvær med sig selv og derefter en invitation til enten at bevæge sig sammen til musik eller sidde/ligge og være med det, der er.
Der vil være forskellige facilitatorer fra undervisningsteamet i Stjernesalen - hvor vi skiftes til at holde rummet og sætte vores præg på den energi og stemning, aftenerne tager. Derfor vil alle FREDAGSTEMPEL-aftener være forskellige og have hver sin 'glød' og hvert sit tema.
Aftenen forløber som følger
Du ankommer (gerne 10-15 minutter før) og sætter dig til rette i den smukke Stjernesal - gerne i stilhed og med en agtelse for rummet. Herefter vil værten for den pågældende aften introducere aftenens forløb og guide dig til at lande og finde til ro i rummet.
Kom alene eller med en ven! Lad os mødes og hylde en ceremoniel stund i fællesskab.
Da salen ligger på 1. sal er der måske nogen, der ikke kan være med. Det beklager vi.
Alder: 15-100 år.
Tid og sted
Kl 19-21 i StjerneSalen (over Judogården), Nedergade 40, Ebeltoft.
Deltagelse er Gratis med tilmelding er nødvendig på dette link
https://event-link.dk/arrangement/57026/
Se mindre