09/09/2026
Tager Hammer fejl?
Som økonom har jeg gennem det meste af mit arbejdsliv haft respekt for tal, analyser og dokumentation. Torsdag aften har jeg tænkt mig at gøre en undtagelse. Her kommer FC Midtjylland til Sundby Idrætspark i pokalen, og lige præcis den aften er der nogle tal, som helst ikke skal vise sig at være alt for robuste.
Min navnebror Dan Hammer har sammen med Mads Davidsen skrevet Hvor svært kan det være? om strategi og ledelse i professionel fodbold. En af bogens interessante pointer er, at resultaterne over tid groft sagt kan forklares med 70 pct. økonomi, 20 pct. kompetencer og strategi og 10 pct. held og tilfældigheder.
Det er en enkel og ganske overbevisende analyse. Desværre er det også en elendig analyse at have liggende på natbordet, når man er fra Sundby og har trukket FC Midtjylland.
Der er ikke meget tvivl om, hvordan de første 70 pct. fordeler sig torsdag. FC Midtjylland er en af landets stærkeste fodboldforretninger med store transfers, europæiske ambitioner og et professionelt setup i en helt anden økonomisk vægtklasse end vores.
I Sundby findes kapitalen i andre former. Den findes i spillerne og trænerne, men særligt i de frivillige, ungdomstræneren på banen en kold novemberaften, forældrene langs sidelinjen og alle dem, der bruger en betydelig del af deres fritid på at få en gammel københavnerklub til at fungere. Den slags får sjældent en høj værdi i regnearket, men uden den var der ingen Sundby Boldklub.
Heldigvis indeholder Hammer og Davidsens pointe en vigtig reservation: over tid. Og det er vel hele pokalturneringens idé, at fodbold en gang imellem får lov til ikke at foregå over tid. Sundby skal ikke konkurrere økonomisk med FC Midtjylland gennem en hel sæson. Vi skal konkurrere med dem i 90 minutter på vores egen bane.
I 90 minutter skal der stadig scores mål, vindes dueller og forsvares på dødbolde. En målmand kan få sit livs kamp, en afslutning kan ramme stolpen den rigtige vej, og favoritten kan opdage, at en pokalkamp på Amager mod et hold uden noget at tabe kan være en utaknemmelig opgave.
Jeg tror på Hammer og Davidsens 70 pct. – faktisk mere end jeg har lyst til denne uge.
Men hvis FCM tager økonomien med til Sundby, må vi svare med organisation, mod, hjemmebane og alt det, der ikke uden videre kan købes på transfermarkedet.
Og de 10 pct., forfatterne har afsat til held og tilfældigheder, må de meget gerne sende til Amager torsdag aften. Vi skal nok passe godt på dem.
Som økonom kender jeg oddsene. Som Sundby-mand foretrækker jeg denne uge at lade være med at regne på dem.
Tager Hammer fejl? Det håber Hammer. I hvert fald torsdag aften. Hvor svært kan det være?