26/08/2026
𝐏𝐨𝐫𝐭𝐫æ𝐭 𝐚𝐟 𝐞𝐧 𝐊æ𝐦𝐩𝐞𝐫 💚
Læs om Kims erfaringer med Kæmperne her:
𝐎𝐦 𝐦ø𝐝𝐞𝐭 𝐦𝐞𝐝 𝐊æ𝐦𝐩𝐞𝐫𝐧𝐞
Jeg er 44 år og jeg kom først i kontakt med Kæmperne for ca. to år siden. Det var i forbindelse med, at jeg var indlagt på Frederiksberg Hospital og havde godt gavn af fysisk træning. Da jeg skulle udskrives fra hospitalet, var der en fysioterapeut, der anbefalede mig at komme ind i Kæmperne. Så fandt jeg foreningen på nettet og fandt ud af, hvad jeg godt kunne tænke mig at deltage i og mødte op. Jeg begyndte med at gå til styrketræning om mandagen med frie vægte i Grøndalcentret. Jeg har også prøvet nogle andre hold, som f.eks. dansemix, yoga og spinning, men jeg fandt ud af, at det der passede bedst til mig, var styrketræning, så det er det, jeg har holdt fast i. Så har jeg udvidet det til også at deltage i cirkeltræning om onsdagen og nogle gange kommer jeg også i Hørsholmsgade og træner dér om fredagen. Men det er styrketræning, der er det vigtigste for mig og det ligger også tættest på mit hjem, så det betyder også en del i forhold til, at jeg kommer afsted.
𝐄𝐧 𝐫ø𝐝 𝐭𝐫𝐚̊𝐝 𝐚𝐟 𝐟𝐨𝐫𝐬𝐭𝐚̊𝐞𝐥𝐬𝐞
I mit sygdomsforløb på knap to år har det været nogle af de samme mennesker, som jeg har set i foreningen. Så der har ligesom været en rød tråd dér, hvor der har været nogle, der har vidst, hvad det vil sige at være indlagt eller medicineret eller i det hele taget bare kendt til systemet og psykiatrien og ikke været dømmende. (Griner lidt) Eller i hvert fald ikke over for disse ting. For det meste i hvert fald - altså folk er jo forskellige. At man har nogle man kan være ærlige overfor, hvis man f.eks. har det dårligt en dag og at der er en accept omkring det. Det har givet en stabilitet i hverdagen omkring nogle kendte ansigter. Jeg har ikke rigtig deltaget i andre aktiviteter ud over det. Så det er en del af min hverdag og det føles også lidt som en pligt for mig. Altså man gør i hvert fald ikke noget dårligt for sig selv, når man får trænet og jeg har heller ikke fået skader. Der er måske nogle, som kigger lidt skævt til, at man dyrker styrketræning og cirkeltræning, som bliver opfattet som noget, der er hårdt. Men det har også været en drøm for mig at dyrke de her ting og det er tryggere for mig i Kæmperne end i et almindeligt træningscenter.