11/08/2026
En divisionsweekend til historiebøgerne! 🏆⛳
Sidste runde af Danmarksturneringen 2026 blev spillet i den netop afsluttede weekend – og hvilken afslutning!
Efter kampene i maj og juni stod alle tre herrehold samt seniorholdet med muligheden for selv at afgøre, om sæsonen skulle slutte med oprykning.
Ambitionerne var klare: Vi skulle vinde.
Men som Mike Tyson så legendarisk sagde:
“Everybody has a plan until they get punched in the mouth.”
Og det skulle vise sig at blive en weekend, hvor planerne for alvor blev udfordret.
1. holdet – fra knockout til puljevinder
Lørdag ventede Dragør på hjemmebane. Et hold vi kender særdeles godt, og som vi tidligere på sæsonen havde spillet uafgjort imod på deres hjemmebane.
Denne gang flaskede det sig desværre for Dragør.
Vi taber 7-5, samtidig med at Bornholm vinder hjemme over Albertslund.
Pludselig var alt åbent inden sidste spilledag.
Alle fire hold kunne stadig vinde puljen – og kun Albertslund var sikre på overlevelse.
Søndag gik turen til Albertslund – sæsonens helt store hjemmebane-højborg. I deres to første hjemmekampe havde de blot tabt én eneste match ud af ti.
Men vi var klar.
Thomas Jensen leverede en fantomstart, og Malles modstander havde nok mest af alt ønsket, at han var blevet hjemme. To hurtige sejre gav os det perfekte udgangspunkt.
Da Jeppe og Jesper samtidig fandt nogle helt igennem fantastiske foursome-slag frem, kunne vi begynde at løbe rundt med armene over hovedet.
Sejren var sikret.
Dermed var vi sikre på overlevelse i puljen – men vigtigst af alt levede drømmen om oprykning stadig.
Så begyndte ventetiden…
GolfBox blev opdateret. Igen. Og igen. Og igen.
Den anden kamp mellem Dragør og Bornholm var nu helt afgørende.
En Dragør-sejr eller uafgjort ville sende Dragør op som puljevinder – og Bornholm ned.
En Bornholm-sejr ville derimod sende både Bornholm og Dragør ned.
Der er næppe nogensinde blevet trykket “opdater” på GolfBox så mange gange.
Og så kom den:
7-5 til Bornholm.
Royal Golf vinder puljen med 7 point! 🎉
Det betyder, at vi nu skal spille om oprykning til 2. division!
📅 12. september
📍 Hedeland Golfklub
🆚 Søllerød 2
2. holdet – marginalerne var ikke på vores side
2. holdets resultater flaskede sig næsten perfekt – men kun næsten.
Med de absolut mindste marginaler ender det med, at holdet ikke rykker op, og alt peger nu på, at det i stedet bliver Albertslund 2, der tager den ledige plads.
Det er næsten ikke til at tro, hvor lidt der skulle have været anderledes.
3. holdet – puljevinder, men…
3. holdet leverede også en fantastisk sæson og vandt puljen.
Desværre betyder reglerne, at holdet ikke kan rykke op, fordi 2. holdet ikke samtidig rykker op.
En stærk præstation – men også en af de situationer, hvor man virkelig mærker, hvor små marginalerne kan være i Danmarksturneringen.
Seniorerne – endnu en oprykning i sigte!
Søndag skulle seniorholdet spille den direkte puljefinale.
På trods af en manglende dame lykkedes det holdet at hive sejren hjem.
Dermed er endnu et Royal-hold klar til oprykningsspil! 💪
Damerne:
Havde en udfordrende sæson i 2 division grundet mangel på spillere. Vores laveste hcp spiller - Petra, var skadet i foråret og kunne ikke deltage. Afgørelsen i sidste match gjorde at vi desværre står med en nedrykning til 3.division for 2027.
________________________________________
En kæmpe tak! ❤️
Sikke en weekend. Sikke en sæson.
Tak til alle spillere, kaptajner, holdledere og supportere for en fantastisk indsats gennem hele sæsonen.
Og ikke mindst:
KÆMPE held og lykke til de to hold, der nu skal kæmpe om oprykning! 🏆
Vi tror på jer!
Nu skal der bare lige slås et par gode golfslag mere… ⛳
Mvh Andreas Malle - Divisionsansvarlig