28/05/2023
Ø-VANDRING PÅ SMÅLANDSØERNE 💚
Så blev det tid til endnu en ø-vandring på de danske øer. Denne gang foregik den på de 3 øer i Smålandshavet nord for Lolland. Øerne Askø, Fejø og Femø kaldes også for æbleøerne, fordi de mange æbletræer er en stor attraktion - især i blomstringstiden. Selvom vi var lidt sent på den (slut maj) i forhold til blomstringen blev vi ikke snydt for det smukke syn
Vi startede vores vandring på Askø og Lilleø som er forbundet med en lille dæmning. Sejladsen fra Bandholm hertil varede 30 min. Her vandrede vi langs den ene æbleplantage efter den anden🌸Øerne er ikke særligt store og man kan nå rundt langs kysten og på tværs af øerne på under 4 timer.
Næste dag tog vi til Fejø (20 min.s sejlads). Her fandt vi ingen vandrestier, men gik ad en lille landevej på tværs af øen og vi kom igennem både Vesterby og Østerby samt tog en afstikker ned til den idylliske Dybvig Havn (ca. 15 km ialt). Der er også flere stikveje ned til forskellige strande bl.a. Sletteren på den østligste del af øen. Hele øen oser af idyl og afslappethed og man kan ikke andet end at komme helt ned i gear mens man vandrer.
På den sidste dag sejlede vi til Femø, hvilket tog 55 min. Øen byder på flere små kulturoplevelser, bl.a. Eventyrstrædet med hule træer med dukker fra eventyr, malede bænke og skulpturer af Hanne og Erik Varming.
Man kan gå øen rundt (11,5 km) i et kuperet terræn. Men da det blæste en del og vi kun havde godt 2 timer på øen nøjedes vi med at gå ad de små landeveje til Sønderby og Nørreby. Disse veje er flere steder forbundet med små hyggelige stier som vi valgte at følge.
Vi havde indlogeret os i en lille studiolejlighed i Kragenæshus tæt på Kragenæs Havn, hvorfra færgerne til Fejø og Femø afgår.
Herfra er der kun 15 min.s gang til kunstværket Dodekalitten der består af 9 meter høje granitfigurer.
På lollandfaergefart.dk kan du finde sejltider og priser. Der skal reserveres plads til Askø og Femø.
På visitlollandfalster.dk kan du læse meget mere om “Æbleøerne”.
Som på de andre småøer vi har vandret på, får man også her ø-livet og langsommeligheden helt ind under huden. Og jeg kan kun anbefale at man under sig selv denne oplevelse samtidig med at man får nogle kilometer i benene💚🥾🍏