26/04/2023
Et ukendt terræn
I morgen tidlig bevæger jeg mig i den grad ud på ukendt terræn. Ikke så meget fordi jeg skal vandre i Norge. Men fordi jeg slet ikke kender turen og ruten. Den er arrangeret. Og hvad vi skal vandre og begive os ud i de næste tre dage, er ukendt for os deltagere. ‘Det vi ved, er at vi ingenting ved’.
Det bliver uden ur, kamera og telefon. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har undværet min forlænget arm i tre dage. Det bliver både sundt og grænseoverskridende. Ingen kender retningen og stigninger. Det er jeg bestemt ikke vant til. Ikke at kende processen og vejen derhen. Det ikke at kunne styre begivenhedernes gang. Det man med andre ord kalder kontroltab.
Som Skousen & Ingemann sang om:
‘Når ingen kender retningen
Er der altid en eller anden der må stå for skud
Herfra hvor vi står
Kan vi se os omkring - til alle sider
Det bevæger sig når vi går
Det forandrer sig i alle tider’
Og det der er hensigten med turen: At give slip. At træde ind i det ukendte, der hvor du ikke selv kan styre slagets gang. Det er en udfordring. Men en udfordring jeg selv har givet mig. Jeg er dog sikker på, at jeg møder noget, noget andet, noget nyt, ude i den norske vildmark. Hvad det er det, det ved jeg ikke. Det bliver jeg klogere på de næste tre dage.
Jeg har iklædt mig Mr. Orange, så jeg ikke farer helt vild - både i overført og i bogstavelig forstand 🧡